#TænkDigNuBareOm2021

"Det er okay at have sin sunde fornuft med sig altid. Tænk engang – det kunne være, at man en skønne dag blev så kompetent, at man ikke behøvede at anstrenge sig for at finde den frem," skriver klummeskribent Alexandra Infantino Charquero.

#TænkDigNuBareOm2021

#MeToo blev et verdenskendt hashtag og satte fokus på de magtstrukturelle forhold mellem mænd og kvinder. Det er helt tydeligt, at medieplatforme spiller en kæmpe rolle i mange strømninger og bevægelser. Især hashtags og memes er populære udtryksformer i det online sprog.

Når der sker opstår nye strømninger, kan det være vanskeligt at finde ud af, hvordan man skal forholde sig og opføre sig. Men er det egentlig så svært igen?

Når der igangsættes nye bevægelser, er det nemt at ty til hashtags som udtryksform. Det online sprog er bedst kendt som hurtigt og indforstået, og det sætter ofte en del konnotationer i gang hos læserne.

Når hashtags bliver brugt så flittigt, går der ikke længe, før de fleste ved, hvad der er tale om i et opslag, hvis blot man kigger på de anvendte hashtags:

#MeToo, #BlackLivesMatter og #JeSuisCharlie er blot tre ganske kendte hashtags. Og mon ikke de fleste af os ved præcis, hvad der er tale om her?

Den uskrevne regel, der siger, at hele verdensbefolkningen bør støtte op ved at anvende disse hashtags, synes jeg dog er for nem
Alexandra Infantino Charquero

Algoritmer samler alle opslag med fælles hashtags. Pludselig findes der et enormt kartotek af opslag, der efter sigende skulle udtrykke, hvor stor en del af befolkningen, der relaterer sig til det givne hashtag. Især når det kommer til politisk orienterede formål tjener hashtags et kraftfuldt formål. Jo mere opmærksomhed i det civile, jo mere tryk på regeringen – det er klart.

Det er en meget effektiv udtryksform og passer perfekt ind i det online sprog.

Når vi benytter hashtags, identificerer vi os samtidig også med den ladning, som hashtagget har. Her taler jeg ikke om #FoodPorn og #OOTD, men de samfundsrelaterede af slagsen.

Den uskrevne regel, der siger, at hele verdensbefolkningen bør støtte op ved at anvende disse hashtags, synes jeg dog er for nem. Argumentet for, at tendensen er så aktiv, er måske, at hashtags og likes er så udbredte og anerkendte handlinger i den online verden, at vi anvender disse former, når vi vil udtrykke empati og solidaritet.

Personligt synes jeg dog ikke, at den holder helt. Jeg bryder mig ikke om dydssignalering. Når vi anvender disse hashtags og filtre på vores profilbilleder på Facebook, er det som om, vi kan få lov til at købe os ind som aktivister. Det, synes jeg, simpelthen er for vagt. Ville du bruge hashtagget eller filteret, hvis det kostede dig penge at bruge, eller hvis det tog dig 5 timer at indstille?

Hashtagget går fra at være en smart og effektiv kommunikationsform til en form for selviscenesættelse – ligesom da Mette Frederiksen opfordrede alle til at støtte op om Nordjylland med likes på Instagram under nedlukningen.

Jeg spørger også mig selv om: Hvis det er så effektivt, hvorfor var første bølge af #MeToo så ikke nok til at holde debatten kørende?

Til Zulu Comedy Gala katalyserede Sofie Linde den anden #MeToo-bølge, vi har set i Danmark den seneste tid. Der sad mange personer, som pludselig så sig repræsenterede ved Sofie Lindes tale. En national skat, som Sofie er, synes at have større virkning på bølgen end #MeToo.

Det hedder [’miːm], morfar

De fleste har nok gennemskuet, at der findes forskellige toner på de forskellige sociale medier. Men et andet integreret fænomen er den online kommunikative udtryksform, memes.

Et klassisk karakteristikum for et meme er afspejlingen af de aktuelle strømninger, som gennemløber samfundet, hvad enten det er det universale, nationale eller subkulturelle. De giver altså blandt andet et indblik i, hvordan den sociale og politiske scene ser ud momentant.

Når følgerne griner af mænd (og de samfundsdynamikker, der præger diskurserne i samfundet) for deres ignoranceniveau, positionerer de sig som mere magtfulde og oplyste, da vi ofte forbinder progressivisme med oplysning
Alexandra Infantino Charquero

Krænkelseskulturen bliver ikke kun behandlet i alvorlige kontekster af politikere via samtykkeloven og af talspersoner. På Instagram findes der særligt én profil, hvis indhold handler om krænkelseskulturen i meme-form.

@Krænkelseskulturellememes er en Instagram-profil med omtrent 32.000 følgere, hvis indhold sigter mod at latterliggøre personer (gerne hvide højreorienterede mænd), der har svært ved at forstå, hvad krænkelseskulturen egentligt handler om, og samtidig oplyse og hylde opgørets aktivister.

Ved memes medfølger også en vis indforståethed. Og med over 30.000 følgere må det siges, at der findes mange mennesker, som genkender de referencer og/eller holdninger, som optræder på profilen.

Det er en ny platform for de personer, som kan tilskrive sig de samme holdninger og den humor, som profilen udtrykker. Samtidig giver det dem mulighed for at danne et sammenhold gennem den fælles referenceramme.

Oftest er indholdet på @Krænkelseskulturellememes rettet mod en latterliggørelse af mænd eller personer med et oldtidssind, hvilket også bidrager til at omvende den magtstruktur, som argumenteres for at være en af de bærende søjler i debatten. Når følgerne griner af mænd (og de samfundsdynamikker, der præger diskurserne i samfundet) for deres ignoranceniveau, positionerer de sig som mere magtfulde og oplyste, da vi ofte forbinder progressivisme med oplysning.

Wet Willy?

”Nej, tak. Men tak fordi du spurgte.”

Opmærksomheden på krænkelseskulturen satte mange personer i vildrede. Hvordan kunne de nu opføre sig i det offentlige rum? Hvad må de, og hvad må de nu ikke?

Dermed ikke sagt, at kvinder ikke kan krænke og misbruge deres magtposition, for det kan de, og det har de
Alexandra Infantino Charquero

Det er min opfattelse, at mænd i højere grad omfavner seksualiserede kommentarer og handlinger, end kvinder gør.

Måske er det, fordi mænd alt andet lige anatomisk er stærkere end kvinden. Og skulle det komme dertil, kan manden lettere overmande kvinden. Jeg tror sjældent, at mænd frygter for deres liv, skulle de stå ansigt til ansigt med en aggressiv kvinde. Men jeg kan selvfølgelig tage fejl.

Der oplyses sjældent om krænkelser udøvet af kvinder. Måske er det, fordi mænd ikke føler sig forurettede af det samme, som kvinder gør. Enten fordi de ikke frygter for, hvad følgerne kan være ved at afvise kvinder, eller fordi de mener, at det er pinligt at erklære sig krænket som mand. Det kan også være fordi, at der stadig ligger en tabubelagt skygge nedover tilståelser af krænkede mænd.

Men det er jo bare mine fordomme og spekulationer om mænd, og jeg kan sagtens tage fejl.

Historisk set har mænd domineret de højere magtpositioner. De kan derfor i flere tilfælde bruge den magt til at udøve uordentlighed. Dermed ikke sagt, at kvinder ikke kan krænke og misbruge deres magtposition, for det kan de, og det har de.

Hvis vi fastlægger, at en hånd på låret, et klask bagi eller seksualiserede kommentarer alle er krænkelser, tror jeg, at kvinder krænker langt mere, end vi hører online. Det burde oplyses i lige så høj grad, som når mænd krænker. En krænkelse er vel en krænkelse?

Aristoteles berettede om emotioner, som enten var legitime eller illegitime – altså at nogle følelser er berettigede i nogle situationer, mens de ikke er det i andre.

Personligt synes jeg, at det er afgørende at skelne mellem situationel almen ordenlighed og krænkelse.

Den manglende situationelle og almene ordenlighed er, når du tilbagelægger al din sunde fornuft, fralægger dig din situationsfornemmelse og simpelthen opfører dig som en komplet tumpe – magtfuld eller ej.

Det er okay at have sin sunde fornuft med sig altid. Tænk engang – det kunne være, at man en skønne dag blev så kompetent, at man ikke behøvede at anstrenge sig for at finde den frem.

Alexandra Infantino Charquero er en gæv, ung kvinde, som har trådt sine barnesko på Vestegnen, men har de seneste 5 år boet i København. Alexandra fik sin bachelorgrad ved Københavns Universitet og læser nu interkulturelle markedsstudier på kandidaten. Hendes akademiske interesser bunder i sociale identiteter, antropologi og pragmatisk kommunikation, og hun giver altid gerne sine nære en sociopragmatisk analyse med på vejen. Hendes motto er: Drop horoskopet – kom til mig i stedet. Læs andre klummer af Alexandra Infantino Charquero her.