Bing Chat kaprer brugere fra Google som aldrig før

Med AI-chatfunktionen i søgemaskinen Bing tilbyder Microsoft en funktion, som man ikke finder i Google – og det lokker mange nye brugere til.

Bing Chat kaprer brugere fra Google som aldrig før

Når det kommer til online søgemaskiner, er der stort set kun én spiller, og det er Google. Søgegiganten sidder enormt tungt på markedet med en markedsandel på 93 procent. Den næststørste spiller er Microsofts Bing-søgemaskine.

Bing har eksisteret siden 2009, men det er endnu ikke lykkedes Microsoft at opnå mere end 3 procent i markedsandel. Noget tyder dog på, at det kan ændre sig i 2023.

Læs også: Microsoft udfordrer Google: Arbejder på ChatGPT-drevet Bing

Microsoft kommer Google i forkøbet med chatbot i sin søgemaskine

I februar skete nemlig det måske største nybrud inden for søgemaskiner. Efter flere måneder med verdensomspændende interesse for OpenAI’s chatbot, ChatGPT, opstod der pludselig enorm interesse fra både Microsoft og Google i at inkorporere chatbot-teknologi i deres respektive søgemaskiner.

Nærmest samtidig annoncerede de to søgegiganter deres løsninger. Det var dog Microsoft, der først var klar til at give brugere tidlig adgang til sin Bing Chat-funktion, mens brugere endnu ikke kan få adgang til Googles tilsvarende løsning kaldet Bard.

Interessen for Bing Chat har også været enorm – særligt fordi den anvender nyere AI-teknologi end den, der anvendes i ChatGPT. Bing Chat udmærker sig også ved at inddrage ny og aktuel viden fra søgemaskinen – noget ChatGPT ikke kan.

Interessen for Microsoft Bing er skyhøj

Med introduktionen af Bing Chat er Microsoft tilsyneladende lykkedes med noget, som har været en noget nær umulig opgave indtil nu: At flytte brugere af Google over til Bing.

Brian Sozzi, der er chefredaktør på Yahoo Finance, har i et tweet delt en spørgeundersøgelse, der viser, at den ChatGPT-lignende funktionalitet i Bing i allerhøjeste grad har rykket ved brugernes opfattelse af Bing.

Til spørgsmålet, om brugere, der har prøvet den nye Bing-søgemaskine, vil gøre den til deres standardsøgemaskine, svarer hele 83 procent ja. Kun 17 procent svarer nej til spørgsmålet.

Hvor mange der er blevet adspurgt, og hvem der står bag undersøgelsen, er dog endnu uklart.

Noget, der formentlig også medvirker til, at en høj andel angiver, at de vil angive Bing som deres standardbrowser, er, at Microsoft tiltrækker brugere med point som en del af ordningen Microsoft Rewards. Disse point optjenes ved at bruge Bings forskellige funktioner – og optjener man nok point, kan de indløses til forskellige gavekort.

Læs også: Microsofts Bing-chatbot truer, er manipulerende og har eksistentiel krise

Ikke uden startvanskeligheder

Selv om Bing Chat allerede har vist mange utrolige færdigheder og evner til at besvare komplekse spørgsmål simpelt og præcist, har det ikke været helt uden startvanskeligheder.

Efter blot en uge var Microsoft nødt til at begrænse antallet af spørgsmål, som brugere kunne stille i en chatsession. Det skete for at undgå, at sprogmodellen begyndte at opføre sig uhensigtsmæssigt. Der er set eksempler på, at den truer folk, får eksistentiel krise og udviser manipulerende adfærd.

Bing er indtil videre kun tilgængelig som forhåndsvisning.

Læs også: Nyheder om SEO og online marketing