Danske Evaxion Biotech i tæt samarbejde med medicinalgigant

Danske Evaxion Biotech har udviklet en AI-platform til behandling af kræft og har indledt et tæt samarbejde med tysk medicinalgigant.

Danske Evaxion Biotech i tæt samarbejde med medicinalgigant

Evaxion Biotech er et lille dansk biotekselskab, der har specialiseret sig i personlig immunterapibehandling af kræft baseret på den enkelte patients DNA. Selskabet har udviklet en kunstig intelligensplatform skræddersyet til at få kroppens eget immunsystem til at finde og dræbe kræfttumorceller.

Det er foreløbig møntet ud i en immunaktiverende EVX-01-behandling, som er blevet testet sammen med den tyske medicinalgigant Mercks Keytruda-medicin.

Test på patienter med voldsom modermærkekræft

Det forløb er gået så godt, at Merck har ønsket at udvide samarbejdet, så behandlingen skal testes på personer med voldsom modermærkekræft. Det udvidede samarbejde starter i år, og behandlingen vil blive testet på patienter med fremskreden modermærkekræft i en række lande.

Evaxion Biotechs topchef, Lars Wegner, forklarer i en skrivelse, at selskabet er ekstremt stolt over, at Merck, som er en af verdens førende medicinalvirksomheder inden for immunbehandling af kræft, har valgt at samarbejde med dem om deres kommende fase 2b-forsøg med EVX-01.

De første test med EVX-01 sammen med Keytruda blev udført på Herlev Hospital og viste god effekt på de fleste patienter – og endnu vigtigere at nogle patienter bliver helt helbredt for deres kræft, lyder det videre i skrivelsen.

Se også: Bioteknologi fremmer menneskets sundhed

Samarbejde vil forbedre behandlingen og reducere udgifter

Lars Wegner forklarer, at deres behandlingsform sammen med Keytruda kan forbedre behandlingen yderligere.

”Desuden vil dette samarbejde også reducere omkostningerne ved at gennemføre vores fase 2b-forsøg med EVX-01,” slår han fast.

Evaxion Biotech har omkring 55 ansatte med hovedkontor i Hørsholm. Selskabet er børsnoteret på Nasdaq i USA. Merck er en global lægemiddel- og kemivirksomhed med hovedkvarter i Darmstadt, Tyskland.

Se også: Nyheder om biotek