Dansk virksomhed gør udrykningskørsel sikrere og smartere

Den danske virksomhed Warning Systems bruger automatiske lyssignaler i lyskryds og advarsler over bilradioen til at hjælpe ambulancer hurtigere og sikrere gennem trafikken.

Dansk virksomhed gør udrykningskørsel sikrere og smartere

Du har formentlig prøvet det mindst én gang som bilist. En ambulance, politibil eller brandbil kommer pludselig drønende bagfra, men det er svært at skabe plads i den tætte trafik. Og måske har du undret dig over, om der ikke findes metoder til at få udrykningskøretøjerne hurtigere og mere gnidningsfrit igennem trafikken.

Og svaret er jo, det gør der – og netop problem arbejder den Odense-baserede virksomhed Warning Systems på at løse. Virksomheden, som blandt andet har Syddansk Innovation og Uddannelses- og Forskningsstyrelsen i sin ejerkreds, har siden 2011 udviklet og testet løsninger til at hjælpe udrykningskøretøjer igennem trafikken.

Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder

Automatisk grønt lyssignal og advarsler i bilradioen

Virksomheden har tre løsninger, hvoraf to af dem har til formål at give et sikrere miljø under udrykning.

Green Lights er en løsning, hvor der installeret en retningsbestemt mikrofon i lyssignaler. Lydene overvåges via en avanceret algoritme, som kan registrere, når der er sirener fra et køretøj på vej. Lyssignalerne i lyskrydset ændres automatisk, så der er grønt lys for udrykningskøretøjet og naturligvis rødt lys for tværgående trafik. Dermed skaber systemet en ”grøn bølge” af lyssignaler.

Det sparer meget tid, da udrykningskøretøjet ikke hele tiden skal sænke farten for at orientere sig grundigt, når der er rødt – og det kan i sidste ende være med til at redde liv.

Warning Systems’ anden løsning går under navnet SafeTrack Emergency og er et system i udrykningskøretøjerne, som taler sammen med bilradioer i danskernes biler. Ligesom DR P4 kan afbryde enhver radiokanal med trafikmeddelelser, kan SafeTrack sende en meddelelse ud til bilister, der befinder sig op til 500 meter fra en ambulance, om, at der er et udrykningskøretøj på vej, og at man skal trække ind til siden. Advarslen kommer både som lyd og vises på bilradioens skærm.

Når køretøjet er forbi, forsvinder advarslen automatisk. Systemet sikrer, at bilister kan reagere på udrykning i langt bedre tid, og at der skabes bedre plads til udrykningskøretøjet, hvilket også giver hurtigere responstider.

Test i Odense netop gennemført

I de senere år har Warning Systems testet sine systemer flere steder i landet. I januar 2022 gennemførte firmaet en test af Green Wave-systemet i nærheden af Odense Universitetshospital.

Green Wave-enheden, som var monteret i et lyssignal, registrerede 22 udrykningskøretøjer i løbet af testen, hvoraf 12 af de registrerede udrykninger passerede enheden. Der blev ikke registreret nogen falske positiver.

Ifølge Warning Systems viser testen, at systemet til at opdage udrykningskøretøjernes sirener virker. Firmaet oplyser på sin hjemmeside, at dets produkter er klar, men udfordringen lige nu er europæisk lovgivning inden for broadcasting.

Læs også: Nyheder om dansk teknologi