Otte lokale erhvervsfyrtårne modtager 595 millioner kroner

Danmark skal have otte regionale erhvervsfyrtårne i international klasse, som skal fremtidssikre danske styrkepositioner i de kommende år. 595 millioner kroner er netop udmøntet.

Otte lokale erhvervsfyrtårne modtager 595 millioner kroner

I foråret 2021 blev otte lokale erhvervsfyrtårne udvalgt af syv regionale vækstteams sammensat af regeringen. Erhvervsfyrtårnene består af lokale konsortier, som med afsæt i de lokale styrker og potentialer skal skabe vækst og sikre arbejdspladser.

Nu har Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse udmøntet 595 millioner kroner til de lokale erhvervsfyrtårne. 500 millioner af kronerne kommer fra programmet REACT-EU og er målrettet en grøn og digital genstart efter COVID-19-pandemien. De resterende 95 millioner kroner kommer fra Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.

Midlerne, som netop er tildelt, skal hjælpe til at fremtidssikre danske styrkepositioner i de kommende år.

Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder

Otte lokale erhvervsfyrtårne

De otte lokale erhvervsfyrtårne har fået tildelt følgende midler:

Fyrtårnsregion Emne Tilsagn
Fyrtårn Nordjylland Fangst, lagring og anvendelse af CO2 92,4 mio. kr.
Fyrtårn Sjælland Udvikling af biosolutions 60,4 mio. kr.
Fyrtårn Sjælland Femern som vækstdriver 43,2 mio. kr.
Fyrtårn Hovedstaden Global sundhedshovedstad med fokus på overvægt 82,4 mio. kr.
Fyrtårn Fyn Udvikling af fremtidens industri 108,5 mio. kr.
Fyrtårn Sydjylland International, grøn energimetropol 105,3 mio. kr.
Fyrtårn Midtjylland Vandteknologiske løsninger 75,7 mio. kr.
Fyrtårn Bornholm Udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller 27,2 mio. kr.

Fyrtårn Nordjylland: Fangst, lagring og anvendelse af CO₂

Vækstteam Nordjylland har som mål at skabe et helt nyt erhvervsområde på fangst, lagring og anvendelse af CO₂ (CCUS). Konsortiet består af en række offentlige aktører og 27 private virksomheder med internationalt udsyn, som bringer en betydelig medfinansiering ind i udviklingen af fyrtårnsprojektet.

Midlerne skal blandt andet bruges til at analysere, hvordan den grønne CCUS-infrastruktur i Nordjylland skal etableres, og en række test- og demonstrations-sites skal begynde at tage form, blandt andet Hirtshals – Greenport North, Aalborg II – CCU-HUB Aalborg, Vindø – CO2-fangst på Vindø Teglværk og Frederikshavn – Maritim CCS Demoprojekt.

Fyrtårn Sjælland: Udvikling af biosolutions

Et stort offentligt-privat konsortium vil udvikle erhvervsfyrtårnet Biosolutions Zealand, der skal løfte Sjælland og øerne til en international førerposition inden for bioteknologi (biosolutions). Midlerne skal blandt andet bruges til investeringer i nye testanlæg, som skal give virksomheder adgang til test og produktion fra laboratorieniveau til fuld skala.

Fyrtårn Sjælland: Femern som vækstdriver

På Sjælland skal et andet bredt konsortium på det sydlige Sjælland og øerne udnytte Femern-byggeriet til at bygge et lærings- og videnscenter. Femern-transportkorridoren skal være løftestang for at tiltrække flere virksomheder og flere turister til landsdelen, så der skabes vedvarende vækst, arbejdspladser og eksport i området. Centrale aktører i konsortiet er Erhvervshus Sjælland, Business Lolland-Falster, Center for Erhvervsrettede uddannelser Lolland Falster (CELF) og Femern Belt Development.

Fyrtårn Hovedstaden: Global sundhedshovedstad med fokus på overvægt

I Hovedstadsområdet ønsker man at være verdens førende sundhedsmetropol med fokus på life science og velfærdsteknologi. I første omgang fokuseres der på en indsats mod overvægt, hvor målet er at levere løsninger mod verdens fedmeepidemi.

Midlerne skal bruges til at igangsætte en række pilotprojekter, de udbygger det eksisterende og omfattende OPI-samarbejde mellem det offentlige og virksomheder.

Fyrtårn Fyn: Udvikling af fremtidens industri

På Fyn, og især nær Odense, satses der benhårdt på robotteknologi, og derfor skal et bredt konsortium af 26 offentlige aktører og private virksomheder arbejde for at gøre øen til et internationalt epicenter for fremtidens digitale, robotteknologiske og autonome løsninger såsom droner. Fyns styrkeposition skal udnyttes til at udvikle, teste og producere fremtidens nye industrielle løsninger til brug til lands, vands og i luften. Det sker gennem fyrtårnsprojektet NextGen Robotics.

Midlerne går blandt andet til at investere i testudstyr og etablere infrastrukturen til et kæmpestort test- og udviklingscenter på Odense Havn, hvor robotter og droner skal automatisere test og produktion af store konstruktioner såsom bygningsdele, skibsdele eller vindmøller.

Fyrtårn Sydjylland: International, grøn energimetropol

Sydjylland skal være et nationalt center for grøn energi og sektorkobling og dermed være regionens mest markante bidrag til, at Danmark får en grønnere og mere bæredygtig energisektor og når klimamålet i 2030.

Et bredt konsortium med offentlige aktører, virksomheder og videninstitutioner går nu i gang med at udvikle centeret, som det regionale vækstteam for Sydjylland anbefalede for regeringen i foråret 2021. Midlerne skal bruges til at skabe fysiske rammer for udvikling, test og demonstration af fremtidens grønne teknologier, herunder i relation til Power-to-X (P2X) og integrerede energisystemer.

Fyrtårn Midtjylland: Vandteknologiske løsninger

Midtjylland skal være foregangsregion for verdensførende, innovative, bæredygtige og effektive vandteknologiske løsninger til gavn for eksport, vækst og beskæftigelse i Midtjylland og hele landet.

Miljøklyngen CLEAN koordinerer det brede offentlig-private konsortium med hele 86 aktører, der rækker fra øst til vest i Region Midtjylland. Fyrtårnsprojektet rummer en række delindsatser, der skal opkvalificere og tiltrække arbejdskraft på alle niveauer til Midtjylland. Også mindre projekter er en del af det midtjyske erhvervsfyrtårn: I Lemvig skal der opbygges faciliteter til test- og demonstration af vandteknologiske løsninger, og i Harboøre skal renseteknologier, der bruges ved oprensningen ved Høfde 42, kortlægges, opsamles og videreføres.

Fyrtårn Bornholm: Udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller

Bornholm skal være Østersøens og Danmarks fyrtårn for udnyttelse af grøn energi fra havvindmøller. Sådan lyder det fra et bredt konsortium med en række offentlige og private aktører, der står bag Erhvervsfyrtårn Bornholm.

På Bornholm skal der blandt andet etableres et center for grøn energi i det gamle elværk i Rønne. Ambitionen med centret er, at det skal være nationalt og internationalt knudepunkt for grøn energi og trække aktører, aktiviteter og investeringer inden for grøn energi til Bornholm. Målet er at bidrage til Danmarks grønne omstilling og samtidig skabe vækst og arbejdspladser på Bornholm.

Læs også: Nyheder om dansk teknologi