Stærkere og tyndere glas skal gavne klimaet og industrier

Professor Morten Mattrup Smedskjær skal accelerere forskningen i glasmaterialers strukturer og potentialer. Hans viden kan gavne både klima, industrier og forbrugere.

Stærkere og tyndere glas skal gavne klimaet og industrier

Vi omgiver os med glas nærmest overalt i samfundet – lige fra smartphonen i vores hænder og til bygninger og biler. Men glas er ikke bare glas. Det er Morten Mattrup Smedskjærs forskning er godt bevis på.

Som en del af projektet ”NewGLASS: New Horizons in Glass Structure Prediction and Mechanics” har han netop modtaget en bevilling på 2 millioner euro til at accelerere sin forskning i glasmaterialers strukturer med henblik på at forbedre de mekaniske egenskaber, for eksempel ved at skræddersy en mikrostruktur, der forbedrer brudsikkerheden i glasmaterialer.

Læs også: Dansk teknologi: Her er de største danske techvirksomheder

Tyndt og brudsikkert glas er en klimagevinst

I mange år har Morten Mattrup Smedskjær forsket i glas og været med til at sprænge rammerne for glasmaterialers brudsikkerhed – og med den nye bevilling i hånden er der mulighed for, at det kan ske igen.

Han vil nemlig bruge en kombination af fysiske eksperimenter, computersimuleringer og maskinlæring til at blive klogere på strukturerne i glas og på den baggrund accelerere udviklingen af nye materialer.

Vil skabe bedre forudsigelser af glassets egenskaber

Morten Mattrup Smedskjær har blandt andet som mål at kunne øge mulighederne for at forudsige glassets egenskaber og levere viden, som kan både gavne klima, industrier og forbrugere. Muligheden for at kunne producere mere brudsikre glas vil kunne påvirke hele produktionskæden i en mere bæredygtig retning, lyder det.

”Kan vi gøre glasset mere brudsikkert og dermed tyndere, påvirker det hele kæden. Vi skal bruge færre råmaterialer, mindre materiale skal smeltes, og mindre skal transporteres,” siger Morten Mattrup Smedskjær.

Prestigefyldt bevilling

Bevillingen, som Morten Mattrup Smedskjær har modtaget, er en af de mere prestigefyldte af slagsen. Der er tale om et såkaldt ’ERC Consolidator Grant’ uddelt af EU, og som gives til forskere, der er midt i deres akademiske karriere.

På Aalborg Universitet er det ambitionen, at bevillingen kan bidrage til at skabe et fyrtårn inden for interdisciplinær glasforskning, hvor kemi, fysik, materialevidenskab, matematik og maskinlæring inddrages. Projektet skydes efter planen i gang i efteråret 2022.

Læs også: Nyheder om dansk teknologi