Biludlejningsfirmaet Hertz køber 65 000 elbiler af Polestar

Biludlejningsfirmaet Hertz vil have verdens største flåde af elbiler. Derfor køber selskabet 65 000 elbiler af Polestar som en tilføjelse til 100 000 Tesla Model 3, der allerede er på vej.

Biludlejningsfirmaet Hertz køber 65 000 elbiler af Polestar

Det amerikanske biludlejningsfirma Hertz skabte sidste år overskrifter, da firmaet indgik en aftale med Tesla om at købe hele 100.000 Model 3-elbiler til levering inden udgangen af 2022. Og nu gør Hertz, som i 2020 havde mere end 400.000 biler på vejene, det så igen.

Det globale biludlejningsfirma har annonceret endnu en aftale med en elbilproducent – denne gang svensk-kinesiske Polestar. Det oplyser Polestar i en pressemeddelelse.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

Vil tilbyde verdens største flåde af elbiler

Hertz vil tilbyde verdens største elbilsflåde, og det kræver flere elbiler end de 100 000, som Tesla har fået til opgave at levere til virksomheden. Derfor har firmaet indgået den nye aftale med Polestar om levering af 65 000 eksemplarer af Polestar 2 – den populære elbil, som kom på markedet første gang i 2020.

Aftalen mellem Hertz og Polestar betyder, at bilproducenten er garanteret en masse ekstra ordrer i bøgerne over de næste fem år. For Hertz er aftalen en del af en strategi om at blive førende inden for elektrificerede flåder, delemobilitet og digitale kundeoplevelser, oplyser selskabet.

“Partnerskabet med Polestar bygger på vores ambition om at blive en førende aktør i det moderne mobilitetsøkosystem på en bæredygtig måde. Ved at arbejde sammen med nogle af de bedste spillere på markedet som Polestar kan vi være med til at udbrede bæredygtig mobilitet og samtidig tilbyde vores lejere, erhvervskunder og delebils-partnere en førsteklasses elbil, enestående køreoplevelser og et lavere CO2-aftryk,” siger Stephen Scherr, administrerende direktør i Hertz.

Allerede fra foråret 2022 vil det være muligt for Hertz’ kunder i Europa at leje en Polestar 2.

Læs også: Tesla får gigantordre fra Hertz på 100.000 biler

Vil sælge knap 300 000 elbiler i 2025

Polestar nåede i 2021 sit mål at sælge 29 000 elbiler, hvorved producenten stadig er en utrolig lille spiller på det globale marked. Men elbilmærket er i stor fremgang og tredoblede sidste år sin omsætning i forhold til i 2020.

I år forventer Polestar at fordoble salget, og ved udgangen af 2025 forventer Polestar at sælge 290 000 biler om året.

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi