Kurser i ladestander-installationer er populære

Opsætning af ladestandere til elbiler kræver en autoriseret installatør. Derfor strømmer elektrikere nu til AMU-kurser i korrekt ladestander-installation.

Kurser i ladestander-installationer er populære

Tidligere på året advarede fagbladet Elektrikeren om direkte farlig vejledning og klamphuggeri i forbindelse med installation af ladestandere til elbiler. Netop denne opsang har fået elektrikere til at strømme til efteruddannelse i i ladestander-installation.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien

Installationen er ikke ‘gør-det-selv-arbejde’

Forkert og farlig vejledning til private forbrugere i opsætning af ladestandere til elbiler fik fagbladet Elektrikeren til flere gange at advare mod at lege gør-det-selv-elektriker, når det kommer til elbilernes opladning i hjemmet. Og går det først galt, bekræfter forsikringsbranchen, at kunderne selv hænger på regningen.

Ifølge Sikkerhedsstyrelsen kan opsætning af ladestandere aldrig blive ‘gør-det-selv-arbejde’, da en sådan installation kræver både grundlæggende elteknisk viden og kendskab til kravene i Fællesregulativet, Installationsbekendtgørelsen og de underliggende installationsstandarder. Og med en stigende popularitet af de grønne biler skal der opsættes flere ladestandere i private husstande af autoriserede elektrikere. Det har betydet, at elektrikere strømmer til efteruddannelse i ladestander-installation.

I Dansk El-Forbund glæder næstformand Benny Yssing sig over, at elektrikerne i stor stil efteruddanner sig i opsætning af ladestandere.

“I DEF har vi haft stort fokus på, at installationen skal foretages af elektrikere og ikke af gør-det-selv-typer. Men så er det også vigtigt at sikre, at elektrikerne via efteruddannelse er helt klar til opgaven,” siger han.

Læs også: Alle elbiler i Danmark i 2021 – her er overblikket

Der sælges flere og flere elbiler

Siden sidste år har andelen af grønne biler i det samlede bilsalg i Danmark været stigende. I september i år blev der sat rekord, hvor næsten en fjerdedel af de solgte biler er 100 procent batteridrevne. I september blev der solgt 3.189 elbiler, som i kombination med plug-in-hybrider kom op på 45,3 procent af det samlede bilsalg.

I oktober i år udgjorde de rene elbiler og plug-in hybrider 43 procent af bilsalget. Plug-in hybrider er stadig de mest populære, men elbilerne øger markedsandelen måned efter måned. Med næste års mange nye elbiler på det danske bilmarked forventes udviklingen at fortsætte. Og det betyder altså, at der nok skal rulle bestillinger ind til de mange elektrikere, der er uddannet i installation af ladestanderne.

Læs også: Nyheder om elbiler