Mercedes-Benz vil genanvende kasserede bilbatterier på ny fabrik

96 procent af alle de værdifulde materialer, som findes i kasserede batterier fra elbiler og plugin-hybrider, skal genbruges på en ny fabrik i den tyske by Kuppenheim.

Mercedes-Benz vil genanvende kasserede bilbatterier på ny fabrik

Elbiler er kommet for at blive. År efter år vokser salgstallene med raketfart, men i debatten om, hvor grøn en teknologi elbiler er, går meget kritik fortsat på, at det fremtidige behov for bilbatterier vil udtømme jorden for flere af dets naturlige ressourcer, og at batterier er skadelige for miljøet.

I de senere år er bilindustrien dog blevet væsentligt bedre til at genanvende kasserede bilbatterier. En startup hævder eksempelvis at have knækket koden til, hvordan battericeller fra elbiler kan forhandles til nye battericeller med endnu bedre levetid og højere kapacitet.

En anden virksomhed har udviklet en type battericeller, der efter 1 700 ladecyklusser kan tjene en ny funktion, for eksempel til energilagring. Netop dette gør den tyske bilproducent Mercedes-Benz allerede i fabrikken Factory 56, hvor kasserede bilbatterier lagrer overskydende strøm og fungerer som energibuffer.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

96 procent af batteriers materialer genbruges på ny fabrik

Nu skruer Mercedes-Benz dog yderligere op for ambitionerne om at genbruge udtjente bilbatterier. Derfor opfører Mercedes-Benz allerede næste år en ny CO₂-neutral fabrik i den tyske by Kuppenheim, som skal gøre det muligt for bilproducenten at genanvende mere end 96 procent af de materialer, der er brugt i batterierne.

Det drejer sig om makuleret indpakning, grafit, propylenkarbonat, kobolt, nikkel, mangan og litium. Genanvendelsen vil resultere i op til en 70 procent CO2-besparelse per batteri.

Anlægget, som ventes at stå klar i 2023, vil være det første af sin slags og vil kunne forarbejde omkring 2 500 ton materiale om året. De genanvendte materialer vil indgå i produktionen af mere end 50 000 batterimoduler til nye Mercedes EQ-elbiler. I forbindelse med opførelsen af fabrikken har Mercedes-Benz oprettet datterselskabet LICULAR GmbH, som samarbejder med teknologivirksomheden Primobius.

100 procent CO₂-neutral flåde senest i 2039

Det nye initiativ er et af flere skridt i retning mod at indfri Mercedes-Benz’ mål om at have en CO₂-neutral flåde af biler senest i 2039. Bilproducenten har også som mål, at mere end halvdelen af alle solgte privatbiler skal være plugin-hybrider eller elbiler i 2030.

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi