Google vil komme misinformation på YouTube til livs

Fake news trives på sociale medier - også YouTube. Tre forskellige initiativer skal bidrage til, at der spredes mindre misinformation på verdens største videoplatform.

Google vil komme misinformation på YouTube til livs

Ligesom på andre sociale medieplatforme kæmper YouTube med at håndtere misinformation og falske nyheder. Videoplatformen fik i januar kritik af en gruppe af faktatjekkere, som mener, at YouTube gør for lidt for at bekæmpe udbredelsen af fake news.

Ifølge tidligere oplysninger fra YouTube er det mellem 0,16 og 0,18 procent af YouTubes indhold, der er misinformation. Det har YouTube hidtil håndteret ved at bruge en kombination af maskinlæring og folk, som hurtigt fjerner indhold, der ikke overholder retningslinjerne.

Læs også: Hvad er fake news og deepfakes? Sådan spotter du falske nyheder

Tre tilgange at bremse misinformation på YouTube på

YouTube erkender dog i et blogindlæg, at misinformation opstår hurtigere og spredes mere end nogensinde før, så nu har streamingtjenesten identificeret tre nye udfordringer, som den forsøger at håndtere med følgende tre tiltag:

Vil opdage misinformation, før det går viralt

Tidligere har YouTube kunnet identificere misinformation, fordi det handlede om afgrænsede emner med få og let identificerbare narrativer, men i dag kan narrativerne lynhurtigt ændre sig, og generelle emner kan lynhurtigt blive vendt til at skabe misinformation. Google vil derfor forbedre sin algoritme, så den vil være i stand til at opdage misinformation, inden indholdet vokser sig tilstrækkeligt populært til at blive opfanget af de hidtidige mekanismer.

Google udvikler også nyhedspaneler, som kan henvise seere til tekstartikler om større nyhedsbegivenheder, for eksempel i tilfælde af naturkatastrofer. Inden for nicheemner, som de store nyhedsmedier ikke nødvendigvis dækker, vil YouTube give seerne adgang til faktabokse. Men da faktatjek tager tid, har YouTube også undersøgt andre mærkater, som kan påføres videoer, blandt andet en ansvarsfraskrivelse, der advarer seerne om, at der mangler oplysninger af høj kvalitet.

Læs også: YouTube gør ikke nok for at bekæmpe fake news

Bedre håndtering af misinformation, der får trafik fra andre platforme

YouTube håndterer i forvejen videoer, som grænser til at overtræde videoplatformens retningslinjer. Det bliver gjort ved, at videoerne ikke bliver anbefalet til andre. I dag er det under 1 procent af de videoer, som YouTube anbefaler, der grænser til at bryde retningslinjerne.

Problemet er dog, at videoer sagtens kan blive populære på YouTube, selv om de ikke anbefales. Mange YouTube-videoer fra trafik udefra, hvor de indlejres på hjemmesider. Links til videoerne kan også blive delt på en populær hjemmeside, der giver meget trafik til dem.

I den forlængelse overvejer YouTube at forhindre muligheden for at dele videoer, der grænser til at bryde reglerne, eller at gøre links til videoerne ugyldige, så den type videoer ikke får trafik udefra.

”Men vi kæmper med spørgsmålet om, hvorvidt det kan gå for vidt at forhindre aktier i at begrænse seernes frihedsrettigheder. Vi vil fortsat omhyggeligt undersøge forskellige muligheder for at sikre, at vi begrænser spredningen af skadelig misinformation på internettet,” lyder det i blogindlægget.

Læs også: Lovforslag: Sociale medier skal holdes ansvarlige for fake news

Bedre identificering af hyperlokal misinformation

I forskellige lande er der forskellige opfattelser af, hvad der er en troværdig kilde, og der ses derfor også store forskelle på, hvordan misinformation spreder sig i forskellige lande. Eksempler på hyperlokale tilfælde af misinformation var under Zika-udbruddet i Brasilien, hvor nogle beskyldte sygdommen for at være en international sammensværgelse. Også i Japan blev der spredt falske rygter om, at et jordskælv var forårsaget af mennesker.

Derfor udvider YouTube sit team med flere personer, som forstår de regionale nuancer, der er forbundet med misinformation. YouTube vil også investere i samarbejder med eksperter og NGO’er rundt om i verden.

Fjernede visning af negative tilkendegivelser

I november 2021 besluttede YouTube at fjerne tælleren på samtlige videoer for antallet af negative tilkendegivelser, men den beslutning har mødt stor kritik. Blandt andet mener kritikere, at netop dette gør det sværere at navigere i YouTubes indhold, da forholdet mellem positive og negative tilkengivelser gjorde det nemt og hurtigt for brugere at afkode, om videoen var vel modtaget af andre, eller om der eksempelvis var tale om fake news. YouTube har dog ikke i sinde at genintroducere funktionen.

Læs også: Nyheder om fake news og konspiration