Nyt B&O Cisco 980 til erhverv har potentiel vigtig mangel

Bang & Olufsen Cisco 980 er et nyt trådløst headset til brug i virksomheder. Det mangler dog en essentiel del, som man normalt finder i kategorien.

Nyt B&O Cisco 980 til erhverv har potentiel vigtig mangel

Danske Bang & Olufsen har indledt et samarbejde med techgiganten Cisco om at levere det, som de selv kalder for “det ultimative headset til den hybride arbejdsplads”: Bang & Olufsen Cisco 980 er navnet.

Business-funktioner i B&O-design

Bang & Olufsen Cisco 980 er af typen over ear. Det betyder et headset, der slutter helt rundt om ørene. Det beskrives af selskaberne som et headset, der tager det bedste fra de to selskaber: Det vil sige Bang & Olufsens design, materialer og lyd kombineret med Ciscos integrerede mødeplatform og automatiske støjreduktion.

Se også: Fordele og ulemper ved hjemmekontoret

Integration med Cisco Webex

Her er nogle af de business-relaterede funktioner, som vi hæfter os ved på Bang & Olufsen Cisco 980.

Det understøtter Bluetooth 5.1 med multipoint-teknologi, så headsettet kan parres og bruges med flere enheder på samme tid. Dette fremgår ikke af pressemeddelelsen for headsettet, men Bang & Olufsen bekræfter funktionen over for 24tech.dk.

Headsettet er integreret med Webex, stemmestyring og on-ear-opkaldskontrol, der skulle gøre det let at slå lyden fra, besvare eller afslutte opkald. Webex fik sit store gennembrud under coronapandemien, lige som alternativer som Zoom, Microsoft Teams og BlueJeans fik det, og er en værktøjssuite til opkald, online møder og teamsamarbejde. Det giver derfor mening at integrere trådløse headset med platformen.

Ifølge beskrivelsen af det nye headset fra Bang & Olufsen vil IT-administratorer kunne tilføje, styre og overvåge analyser i realtid af headsettet via Webex-platformen.

Endelig har headsettet desuden hardware- og softwarebeskyttelse, der sørger for en sikker forbindelse ved opkald og møder.

Andre headset-producenter har også headset integreret med Webex. Det gælder blandt andet Beyerdynamic, Jabra, Logitech, Microsoft, Plantronics og Sennheiser.

Mangler mikrofonarm

Headsettet har ikke en boomarm eller mikrofonarm, som man typisk finder på traditionelle headset til virksomhedsbrug. Med en mikrofonarm kommer mikrofonen tættere på brugerens mund, hvilket normalt giver en mere klar og behagelig lyd for den, man taler med. Støj fra omgivelserne kan også bedre sorteres fra, når mikrofonen sidder tættere på munden.

Det bliver spændende at opleve, om lyden til samtaler i Cisco 980 vil være god nok til brug i virksomheder uden en sådan mikrofonarm. Det er også interessant, om det store omsluttende design og format er behageligt til brug over en hel arbejdsdag.

bang og olufsen cisco 980

Se også: Hvilke former for hardware findes der?

Pris og tilgængelighed

Bang & Olufsen Cisco 980 bliver tilgængeligt for erhvervskunder fra begyndelsen af 2022 gennem Ciscos salgskanaler.

En dansk pris er endnu ikke oplyst, men i USA koster headsettet 549 dollars. Det svarer til cirka 3.500 omregnet direkte til danske kroner. Den danske pris bliver annonceret, når vi kommer tættere på salgsstarten i Danmark.

Se også: Nyheder om hardware