Nyt Alphabet-regnskab – overskud på over 120 milliarder kroner

Google-moderselskabet Alphabet har fremlagt regnskab over 3. kvartal 2021, der er bedre end ventet. Alene overskuddet voksede med 68 procent.

Nyt Alphabet-regnskab – overskud på over 120 milliarder kroner

Googles moderselskab, Alphabet, har tirsdag aften dansk tid præsenteret regnskab for årets tredje kvartal. Techgiganten kom ud af tredje kvartal med en omsætning på 417,4 milliarder kroner, hvilket er en stigning på 41 procent i forhold til samme periode året forinden.

Alphabets overskud er i det tredje kvartal oppe på 121,4 milliarder kroner. Det er en stigning på 68 procent i forhold til tredje kvartal 2020.

Resultatet er ifølge erhvervsmediet CNBC bedre end forventet.

“For fem år siden opstillede jeg vores vision om at blive en AI-virksomhed. Resultaterne i dette kvartal viser, hvordan vores investeringer her gør det muligt for os at skabe mere nyttige produkter til mennesker og vores partnere. Løbende forbedringer af Google Søgning og den nye Pixel 6 er gode eksempler herpå,” siger Sundar Pichai, der er direktør for Alphabet og datterselskabet Google.

Læs også: Facebook viser flot regnskab – investerer 64 mia. i metavers

Over 80 procent af omsætningen kommer fra annoncer

Alphabet oplyser også i regnskabet, at i alt 340,4 milliarder kroner af omsætningen kommer fra annoncer fra Googles søgemaskine, YouTube og annoncenetværk kaldet Google Network. Det svarer til hele 81,6 procent af omsætningen.

Under “andre indtægter”, som inkluderer hardware, Play-butikken og indtægter fra YouTube, der ikke er fra annoncer, lyder omsætningen på 43,3 milliarder kroner. Det er en stigning på 23,3 procent. Google Cloud udgør 7,7 procent af omsætningen svarende til 32 milliarder kroner.

Antallet af medarbejdere er også steget gevaldigt fra 131.121 sidste år til 150.028 i det seneste kvartal.

Alphabets regnskab på læses her.

Se også: Nyheder om internationale techvirksomheder