Elon Musk erklærer krig mod Apple

Ifølge Elon Musk har Apple truet med at fjerne Twitter fra App Store. Det har fået verdens rigeste mand til at overveje at lave sin egen telefon.

Elon Musk erklærer krig mod Apple

Verdens rigeste mand, Elon Musk, er ikke tilfreds med verdens mest værdifulde virksomhed, Apple. I en række af tweets lufter mangemilliardæren sin store utilfredshed med it-giganten.

Her indleder han det, der med egne ord kan betegnes som en krig mod Apple. Og det handler naturligvis om det sociale medie Twitter, som Elon Musk overtog 27. oktober efter et meget langtrukkent og rodet forløb, hvor Musk forsøgte at trække sig ud af den dyre handel, der endte med at koste 315 milliarder kroner.

Læs også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

Musk: Apple har truet med at fjerne Twitter fra App Store

Som øverste chef for det sociale medie, og som selverklæret forkæmper for ytringsfrihed, har Musk tilsyneladende fået et horn i siden på Apple.

Elon Musk er klar i spyttet. Han erklærer krig mod Apples påståede censur.

Serien af tweets startede med, at Musk delte et nu slettet billede i form af et internetmeme. Det viser en bil, der i sidste øjeblik tager en motorvejsafkørsel, hvor der er tilføjet teksten ”war”. Vejskiltet på billedet viser, at hvis bilen var kørt ligeud, ville bilen have betalt 30 procent i afgift.

Her refererer Elon Musk til, at Apple tager mellem 15 og 30 procent i gebyr på alle betalinger, der foretages i apps udgivet i App Store til iPhone og iPads.

”Vidste I, at Apple lægger en hemmelig skat på 30 % på alt, hvad man køber gennem deres App Store?,” lød det først i et tweet.

Dernæst hævdede Elon Musk i et andet tweet, at Apple også har ”truet med at fjerne Twitter fra App Store, men vil ikke fortælle os hvorfor”.

Vil have Apple til at offentliggøre alle censureringer

Elon Musk var ikke færdig, for på klassisk Musk-manér oprettede han også en Twitter-afstemning om, hvorvidt Apple bør offentliggøre alle de censurforanstaltninger, som selskabet har truffet, og som påvirker dets kunder. Med næsten 2 millioner svar angav 85 procent ”ja”.

I et andet tweet forklarer han også, at Apple stort set er stoppet med at annoncere på det sociale medie – noget Apple dog langt fra er ene om efter de seneste ugers virak om Twitters fremtid.

“Hvem har Apple ellers censureret?”, spørger Elon Musk derefter i et tweet, hvorefter han deler en parodivideo lavet af spilfirmaet Epic Games, da firmaet havde en længerevarende kamp med Apple om sin App Store-politik tilbage i 2020.

Overvejer at lave sin egen telefon

Det lykkedes ikke Epic Games at få rettens ord for, at Apples gebyrer var urimelige, og det er da også særdeles tvivlsomt, om Elon Musk lykkes med at overbevise Apple om at ændre praksis.

Sikkert er det i hvert fald, at Elon Musk og Twitter har markant mere brug for Apple, end Apple har brug for Twitter. Det tyder dog alligevel på, at Elon Musik vil gå langt i sin kamp for mod Apple. I et tweet forklarer han, at ”hvis der ikke er noget andet valg, vil jeg skabe en alternativ telefon” (til iOS og Android, red.).

Om Elon Musk også skal have tilføjet smartphoneproducent til sit CV, må tiden vise. I forvejen må han siges at være temmelig beskæftiget:

  • Grundlægger, administrerende direktør og chefingeniør for SpaceX
  • Engelinvestor, administrerende direktør og produktarkitekt for Tesla
  • Grundlægger af The Boring Company
  • Medstifter af Neuralink og OpenAI
  • Præsident for Musk Foundation
  • Ejer og administrerende direktør af Twitter

Læs også: Nyheder om international tech