Danske virksomheders restprodukter er en grøn guldgrube

Det kan godt betale sig for danske produktionsvirksomheder at udnytte deres spildstrømme. Nyt projekt fra Industriens Fond og Teknologisk Institut skal hjælpe virksomheder i gang.

Danske virksomheders restprodukter er en grøn guldgrube

Et nyt projekt, som Industriens Fond og Teknologisk Institut står bag, skal klæde danske SMV’er bedre på til at spotte grønne muligheder i deres produktion. Der ligger nemlig et stort forretningspotentiale i at udnytte såkaldte spildstrømme – det vil sige den del af en produktion, der på nuværende tidspunkt ikke udnyttes, og som derfor deponeres, sendes til forbrænding eller ender i kloakken.

Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide

Danske SMV’er kan tjene penge på deres affald

Men restprodukter fra produktioner kan ofte genbruges, og det skal projektet hjælpe mindst 35 danske virksomheder med at komme i gang med.

Projektet gennemfører et virksomhedsforløb med de deltagende virksomheder, hvor der laves en nærmere kortlægning af, hvordan spildstrømme i den konkrete virksomhed kan udnyttes og aftages. I den forbindelse kan der også undersøges, hvilke krav råvaren skal leve op til, når det gælder eksempelvis renhed og egenskaber.

”Udnyttelse af spildstrømme rummer et stort overset potentiale. Men da virksomhederne helt naturligt har fokus på kerneforretningen, sker det ikke af sig selv. Det kræver viden, der typisk ligger i yderkanten af deres primære kompetencer, så der har de brug for hjælp til at se mulighederne og handle på dem. Samtidig skal de dog overvinde de interne barrierer, der som oftest handler om økonomi, usikkerhed om effekten og manglende overblik over processen,” siger Sune Dowler Nygaard, divisionsdirektør for Miljøteknologi på Teknologisk Institut.

Skal styrke SMV’ers grønne handlingskraft og konkurrenceevne

Projektet vil rådgive og uddanne virksomhedsledelsen og nøglepersoner i processen fra spild til ressource med fokus på både ledelsesmæssige og tekniske muligheder. Der er endvidere fokus på en bæredygtig, men også økonomisk favorabel løsning, lyder det.

Med projektet vil virksomhederne kunne øge konkurrenceevnen, så de tjener penge på affald frem for at skulle bruge penge på at komme af med det. Det er ikke kun en økonomisk gevinst, men fremmer også ansvarligt forbrug og produktion.

”Ofte har SMV’erne ikke de samme muligheder som de store virksomheder, når det gælder grøn omstilling. De fleste ved godt, det er vigtigt, men for mange handler det om, at der simpelthen er mange andre fokusområder, der fylder mere i den daglige drift. Og så er det i høj grad også et spørgsmål om kompetencer. Derfor ser vi dette som et nødvendigt projekt, der i sidste ende vil styrke SMV’ernes grønne handlekraft og dermed løfte deres konkurrenceevne,” siger Thomas Hofman-Bang, der er administrerende direktør i Industriens Fond.

Et eksempel på en virksomhed, der genbruger affald i egen produktion, er pK Chemicals, der satser på at kunne genbruge 80 procent af den ethanol, de anvender i deres farmaceutiske produktion. En anden virksomhed, Baser ApS, producerer parasolfødder af restplast fra en plastvirksomhed.

Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi