12 projekter undersøger brugen af AI i kommuner og regioner

Hvordan kan kommuner og regioner få gavn af kunstig intelligens? Det skal 12 nye såkaldte signaturprojekter med AI demonstrere.

12 projekter undersøger brugen af AI i kommuner og regioner

Siden 2020 har en ny investeringsfond, som Regeringen, KL og Danske Regioner oprettede, støttet i alt 28 signaturprojekter, der skal afprøve anvendelsen af kunstig intelligens i den offentlige sektor. I 2022 har 12 nye projekter fået støtte – og ligesom i 2020 og 2021 skal de gøre regioner og kommuner endnu klogere på muligheder og barrierer for anvendelse af kunstig intelligens.

Et af de nye signaturprojekter handler om at reducere energi- og CO₂-forbruget i folkeskoler ved at allokere lokaler mere intelligent. Til formålet skal bruges bygningsdata, IoT-løsninger og kunstig intelligens. Et andet projekt skal hjælpe med mere intelligent håndtering er e-mails, hvor en algoritme kan levere post og e-mails til den rette modtager i kommunen og journalisere disse med det samme.

Læs også: Hvad er kunstig intelligens? Sådan ser fremtiden med AI ud

De 12 signaturprojekter med kunstig intelligens i 2022

  1. Smartmail – intelligent håndtering af mails
  2. Beslutningsstøtte til behandling af kommunale aktindsigtssager
  3. Optimeret bygningsanvendelse med kunstig intelligens
  4. En effektiv og helhedsorienteret beskæftigelsesindsats gennem kunstig intelligens teknologien Process Mining
  5. Øget kontinuitet i ældreplejen ved hjælp af kunstig intelligens
  6. Kunstig intelligens til understøttelse af visitation af genoptræningsforløb
  7. Kunstig intelligens til forebyggelsen af underernæring og indlæggelse af ældre
  8. Bedre diagnostik af gravide ved hjælp af kunstig intelligens
  9. Kunstig intelligens til prædiktion af forværringer ved multisygdom med letforståelig forklaring af komplekse resultater
  10. Kunstig intelligens til understøttelse af visitation af henvisninger fra almen praksis
  11. Kunstig intelligent til behandlingsstøtte for øjenpatienter
  12. WARD-HOME – sikker udskrivelse fra hospitalet

Kilde: Digitaliseringsstyrelsen

Fortsat fokus på kunstig intelligens

Det er sidste gang, at der gives støtte til AI-projekter. På Finansloven for 2022 er der i perioden 2022 til 2025 afsat 142,8 millioner kroner til en ny pulje, der fokuserer på dataetik og borgernes datasikkerhed.

De erfaringer, man har gjort i de 40 signaturprojekter inden for kunstig intelligens, vil blive brugt i de fremtidige projekter, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.

Læs også: Nyheder om kunstig intelligens