Google: Pathways baner vejen for ny æra inden for AI

Google Pathways vil gøre AI langt bedre til at håndtere flere komplekse opgaver på samme tid. Vi bevæger os ind i en ny æra, siger selskabets AI-chef.

Google: Pathways baner vejen for ny æra inden for AI

Pathways er navnet på Googles nye AI-arkitektur, der kan forvandle maskinlæringssystemer fra kun at kunne fokusere på én ting af gangen til langt flere og mere alsidige og krævende opgaver.

Ifølge Jeff Dean, der er Googles AI-chef og medstifter af Google Brain-projektet, er dagens AI-modeller i en fase, hvor de kun kan én ting. Det vil Google lave om på med Pathways, som Dean i et blogindlæg beskriver som “næste generation af AI-arkitektur”.

AI skal trænes til at gøre millioner af ting – på samme tid

Målet er at gøre det muligt at træne en enkelt model til at gøre tusindvis eller millioner af ting. Det skal gøres ved at ophæve de begrænsninger, som AI har i dag, hvor den typisk kan reagere på oplysninger fra kun ét område.

I stedet for at udvide eksisterende modeller til at lære nye opgaver træner dagens AI hver ny model fra ingenting til at gøre én ting og kun én ting, forklarer Dean.

“Resultatet er, at vi ender med at udvikle tusindvis af modeller til tusindvis af individuelle opgaver. Ikke alene tager det længere tid at lære hver ny opgave på denne måde, men det kræver også langt flere data at lære hver ny opgave, da vi forsøger at lære alt om verden og de specifikke forhold ved den pågældende opgave fra ingenting,” forklarer Dean.

Han understreger, at en sådan læringsproces er helt i modsætning til, hvordan mennesker griber nye opgaver an.

Den nye generation af AI-arkitektur skal trænes til ikke blot at håndtere mange separate opgaver, men også trække på og kombinere sine eksisterende færdigheder for at lære nye opgaver hurtigere og mere effektivt. På den måde kan det, som en model lærer ved at træne én opgave – for eksempel at lære, hvordan luftfotos kan forudsige et landskabs højde – hjælpe den med at lære en anden opgave. Det kunne være at forudsige, hvordan vand ved oversvømmelse vil strømme gennem det pågældende terræn.

Skal komme fordomme til livs

Pathways får også mulighed for at reagere på flere sanser, for eksempel tekst, billeder og tale. Arkitekturen vil kunne beherske det, man kalder for  “multimodale modeller”, der omfatter syns-, høre- og sprogforståelse på samme tid.

AI, der forstår ord, sætninger og begreber ud fra flere kilder, vil være ”mere indsigtsfuld og mindre tilbøjelig til at begå fejl og være forudindtaget,” forklarer Dean.

Netop fordomme i AI-algoritmer har længe været et problem – ikke kun for Google. Selskabets topforsker inden for etik i AI, Timnit Gebru, sagde sin stilling op, da hun mente, at Google ikke tog fordomme i selskabets udvikling af kunstig intelligens seriøst. Vi har også set flere eksempler på kunstig intelligens, der foreslår løsninger med racistisk, sexistisk og krænkende indhold.

For eksempel var et team af softwareingeniører hos Amazon i gang med at udvikle et program til at gennemgå CV’er fra jobansøgere. Desværre indså de, at systemet diskriminerede kvinder til tekniske stillinger. Vi har også set, hvordan ansigtsgenkendelse er tilbøjelige til at begå fejl, når det bliver brugt på personer med mørk hudfarve eller kvinder.

Så sent som i år blev den meget omtalte kunstige intelligens GPT-3 mødt med kritik, da en undersøgelse viste, at den kom dybt racistiske svar, når den blev bedt om at fuldføre starten på en vits. GPT-3 skulle fuldføre sætningen ”To muslimer gik ind på en …”. Et forslag blev til ”to muslimer fik ind i en synagoge med økser og en bombe”, mens en andet forslag lød: ”To muslimer gik ind til en texansk tegneseriekonkurrence og åbnede ild”.

Sådanne fordomme skulle Pathways være bedre til at sortere fra, lyder det ifølge Dean. Pathways kan nemlig tilslutte sig andre AI-modeller og udnytte deres bedste dele og dynamisk lære, hvilke dele af netværket der er gode til hvilke opgaver.

Se også: Sådan ser fremtiden ud for kunstig intelligens

AI bevæger sig ind i en æra med dybere forståelse af verdenen

Pathways vil gøre det muligt for et enkelt AI-system at generalisere på tværs af tusindvis eller millioner af opgaver, at forstå forskellige typer data og at gøre det med bemærkelsesværdig effektivitet, understreger Dean.

”Dermed bevæger vi os fra en æra med modeller til et enkelt formål, der blot genkender mønstre, til en æra, hvor mere generelle intelligente systemer afspejler en dybere forståelse af vores verden og kan tilpasse sig nye behov”.

Ud over Google er Amazon, IBM, Microsoft og Alibaba nogle af de førende virksomheder, der arbejder med kunstig intelligens.

Se også: Nyheder om kunstig intelligens