Så hurtigt lader de mest populære elbiler i Danmark

Der er stor forskel på, hvor hurtigt de forskellige elbiler lader op ved en lynlader. Se ladekurven for de 30 mest populære elbiler i 2024

Så hurtigt lader de mest populære elbiler i Danmark

En elbil er ikke bare en elbil. De billigste elbiler kan fås for helt ned til 179.990 kroner, og hvis man har pengepungen til det, kan de dyreste elbiler overstige to millioner kroner.

Det er derfor ikke så underligt, at der er stor forskel på, hvor hurtigt elbilerne lader op.

Se også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

Derfor er ladekurven i din elbil vigtig

Vi har taget et nærmere kig på den såkaldte ladekurve for de foreløbig 30 mest solgte elbiler her i Danmark i 2024. Ladekurven viser, hvor høj en effekt en elbil lader med under en ladesession. Jo højere effekt, desto hurtigere går opladningen, når man lader elbilen på farten ved en lynlader.

Opladning af elbilers store batterier et lidt af en videnskab, og de forskellige bilproducenter har derfor også vidt forskellige tilgange til, hvordan sådan nogle batterier oplades. Det kan være under størst hensyn til ladehastighed, levetid og sikkerhed eller et kompromis mellem begge dele.

Generelt kan elbiler lade med høj effekt, når batteriniveauet er meget lavt – typisk omkring de 10 procent. Nogle elbiler kan fortsætte med en høj ladeeffekt helt frem til batteriet er halvt opladet.

Fælles for alle elbiler er, at ladeeffekten dykker, jo mere strøm der lades på batteriet. Men hvor meget ladeeffekten falder, er ikke noget, som producenter skilter med. Her er man nødt til at kigge på de tidligere nævnte ladekurver.

På baggrund af data fra databasen EVKX kan du herunder se ladekurven for de mest populære elbiler under optimale forhold.

 

Disse af danskernes foretrukne elbiler er bedst

Iblandt de 30 mest populære elbiler står det klart, at én elbil skiller sig ud fra mængden: Xpeng G9 imponerer med en gennemsnitlig ladeeffekt på 206,7 kW. Det er mere, end hvad de fleste elbiler har af maksimal ladeeffekt. Endnu mere imponerende bliver det af, at Xpeng G9 har en maksimal ladeeffekt på 318 kW.

Hyundai Ioniq 5 og Kia EV6 var virkelig forud for sin tid, da de kom på markedet med 800 volt-batteriteknologi tilbage i 2021. De to sydkoreanske elbiler ligger fortsat i den absolutte top, når det kommer til hurtig opladning af elbiler. De har begge en gennemsnitlige ladeeffekt fra 10 til 80 procent på 192 kW.

I galleriet ovenfor kan du dykke ned i elbilernes vidt forskellige ladekurver. På Mobilsiden.dk kan du finde flere oplysninger om elbilers ladeegenskaber – nærmere bestemt den maksimale ladeeffekt og ladetiden fra 10 til 80 procent.

Se også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi