Danskernes dataforbrug fortsætter med at stige
Danskernes dataforbrug går kun én vej, og det er opad. Det gælder, uanset om man kigger på brugen af bredbånd eller mobildata. Det viser nye tal fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, som har udgivet en ny udgave af den halvårlige undersøgelse ”Telestatistik”.
Læs også: Overblik over de danske teleselskaber – hvilke teleselskaber ejer hvem?
Den samlede datatrafik stiger
Den nyeste udgave af undersøgelsen viser tal på teleområdet for første halvår 2023.
Her ses det, at der i første halvår 2023 er blevet brugt i alt 1.191 TB mobildata. Det er en stigning på 29 procent sammenlignet med andet halvår 2022 (983 TB) og 36 procent i forhold til første halvår 2022 (876 TB).
Det er dog ingenting i forhold til den samlede bredbåndstrafik via fastnetteknologier som fiber, kabel-tv (coax) og telefonstik (xDSL). I første halvår 2023 blev der via kablet bredbånd brugt hele 6.445 TB data – en stigning på 7 procent i forhold til den forrige halvårsundersøgelse.
Mobildatatrafikken er steget 20 procent på et halvt år
I første halvår 2023 har danskerne brugt i gennemsnit 23,9 GB data per mobilabonnement. Det er en stigning på 20 procent i forhold til 20,0 GB, der blev brugt per abonnement i andet halvår 2022.
Kigger man på bredbåndsområdet, er dataforbruget markant anderledes – faktisk 19 gange højere end via mobildata. Der anvendes i gennemsnit 443 GB data per måned via en kablet bredbåndsforbindelse – et tal der er steget 7,8 procent siden andet halvår 2022, hvor tallet var 411,4 GB per måned.
Den store forskel mellem mobildata og kablet bredbånd skyldes, at et mobilabonnement typisk anvendes af kun én person, mens et bredbåndsabonnement typisk anvendes af hele husstanden.
En anden vigtig årsag til forskellen er, at de fleste mobilabonnementer sælges med en begrænset mængde data. Kun teleselskabernes dyreste abonnement indeholder fri data, som man kender det fra bredbåndsabonnementer.
”Vi ser et telemarked i rivende udvikling, hvor danskerne i den grad vælger at gøre brug af de mange muligheder for adgang til hurtigt internet. Desuden er teleinfrastrukturen vigtig i udviklingen af nye løsninger, som kan understøtte den grønne omstilling. Samtidig bør vi og telebranchen dog også se på incitamenter til, at forbrugerne ikke har et unødigt dataforbrug med den klimabelastning, som forbruget afleder,” siger Rikke Hougaard Zeberg, der er direktør i SDFI.
Læs også: Nyheder om telekommunikation