Nu kan du nemt kopiere MitID til en ny mobil
Hvis du synes, at det er besværligt at tage MitID i brug på en ny smartphone, så er du ikke alene. Det har nemlig hidtil været en lidt omstændig proces.
Først skulle man logge ind på MitID’s hjemmeside. Derefter skulle man tilføje et nyt identifikationsmiddel, hvor man blev lukket ude af MitID i en time og ofte skulle finde sit pas og en aktiveringskode frem. Først derefter kunne man aktivere MitID på en ny smartphone.
Men nu er den proces gjort noget nemmere, oplyser Digitaliseringsstyrelsen.
Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
Aktivering af MitID på ny enhed med QR-kode
Nu er det slut med at scanne sit pas og/eller bruge en aktiveringskode, når man vil aktivere MitID på en ny enhed.
I stedet skal man med den nye smartphone, man ønsker at aktivere MitID på, blot scanne en QR-kode fra den gamle smartphone.
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen er det ikke kun nemmere, men også sikrere, fordi denne procedure kræver, at både ens eksisterende og nye mobil fysisk befinder sig samme sted.
Opdateringen betyder, at det er slut med at bruge aktiveringskoder, hvilket reducerer risikoen for svindelformer, hvor brugere lokkes af en kriminel til at udlevere deres aktiveringskode for at overtage offerets MitID.
Hvordan aktiverer man MitID på en ny telefon?
Hvis du allerede har MitID på en mobil og ønsker at bruge MitID på din nye mobil, skal du starte med at åbne MitID-appen på din nuværende mobil.
Igangsætning af kopiering af MitID
Klik da på ”Menu” i øverste venstre hjørne og vælg ”Kopier til ny MitID-app”. Tryk på ”Næste” og bekræft din identitet enten med fingeraftryk eller ansigtsgenkendelse. Alternativt kan du indtaste din sekscifrede PIN-kode.
Nu skal du igangsætte kopieringen af MitID-appen ved at sætte flueben i ”Ja, jeg vil gerne kopiere”. Tryk derefter på knappen ”Start kopiering”. Af sikkerhedsmæssige årsager skal du nu vente i 60 minutter, før du kan fortsætte. Du kan lukke appen ned imens, og du får besked, når tiden er gået.
Download og klargør MitID på den nye mobil
I mellemtiden kan du downloade MitID-appen på den anden mobil, hvor du ønsker at aktivere MitID. Download MitID til Android her og til iOS her.
I MitID på den nye telefon klikker du på den blå ”Kom i gang”-knap, hvorefter du skal vælge ”Kopier fra anden MitID-app”. Tryk på ”Næste”.
Scan QR-kode med den nye telefon
Når de 60 minutter er gået, skal du åbne MitID på din eksisterende telefon og trykke på den blå ”Vis QR-kode”-knap. Nu skal du igen bekræfte med ansigtsgenkendelse, fingeraftryk eller PIN-kode, hvorefter QR-koden nu dukker op. Du har nu 3 minutter til at scanne den.
I MitID på den nye telefon skal du nu bekræfte, at QR-koden vises, ved at sætte flueben i teksten ”QR-koden er vist på den gamle app”. Dernæst kan du trykke på den blå ”Scan QR-kode”-knap, og så skal du scanne QR-koden med kameraet i den nye telefon.
Afslut aktivering af MitID på ny mobil
På din nye telefon skal du nu indtaste dit bruger-ID for at bekræfte din identitet. Tryk derefter på ”Næste”. Nu får du en midlertidig PIN-kode, som sendes til dit mobilnummer via SMS. Indtast de otte cifre i MitID-appen på din nye telefon og vælg en personlig, sekscifret PIN-kode. Den skal du bruge, hvis du ikke anvender ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk til at bekræfte din identitet ved loginforsøg. Til sidst kan du slå biometri til – enten ansigtsgenkendelse eller fingeraftryk.
Vælg t il sidst, om du ønsker at modtage notifikationer fra MitID-appen. Tryk ”Spring over” eller ”Åbn indstillinger”. Derefter er MitID aktiveret på din nye smartphone.
Bemærk, at MitID stadig er aktiveret på din gamle enhed. Det kan være praksis at bruge denne som reserve, hvis du en dag mister adgang til din nye smartphone.
Læs også: Nyheder om software og it-løsninger