Google får kæmpebøde på 20 kvintilliarder kroner

Google har fået en bøde på 137.800.000.000.000.000.000.000.000.000.000.000 kroner for at have blokeret for russiske mediers indhold, oplyser russisk domstol.

Google får kæmpebøde på 20 kvintilliarder kroner

Google har fået en bøde i Rusland på en hidtil uset høj størrelse: 20 kvintilliarder eller 137,8 billioner trillioner kroner.

Til sammenligning anslår Verdensbanken, at det globale BNP er på omkring 688 billioner kroner – altså langt under en promille af beløbet på bøden.

Google skal derfor finde flere penge, end der findes på jorden, for at betale bøden.

Se også: Hvem er de største it-giganter – og hvad laver de?

Google forbød russiske YouTube-kanaler

Det bizarre beløb er blevet beregnet efter en fire år lang retssag, der startede, efter at YouTube forbød den ultranationalistiske russiske kanal Tsargrad i 2020 som reaktion på de amerikanske sanktioner, der blev indført mod Rusland.

Efter Putins invasion af Ukraine i 2022 blev flere YouTube-kanaler bandlyst, og 17 mediestationer sagsøger nu selskabet.

Retten pålagde en bøde på 7.097 kroner per dag, og den samlede bøde fordobledes hver uge. På grund af renters rente hænger Google nu på et vanvittigt beløb, eller hvad dommeren mandag kaldte ”en sag med mange, mange nuller”.

Se også: Google vil drive AI-datacentre med atomkraft

Ikke længere aktiv i Rusland

Der er dog ikke nogen overhængende risiko for, at moderselskabet Alphabet går konkurs på grund af sagen. Google i Rusland har været inaktiv siden 2022, efter søgegiganten trak sig ud af landet efter Putins invasion af Ukraine.

”Vi har løbende juridiske sager i forbindelse med Rusland. Vi er for eksempel blevet pålagt civile domme, der omfatter bødestraf, i forbindelse med tvister om opsigelse af konti, herunder konti tilhørende sanktionerede parter,” oplyser Alphabet i sit seneste regnskab.

”Vi mener ikke, at disse igangværende juridiske sager vil have en væsentlig negativ effekt.”

Se også: EU advarer Kina – slut med urimelig statsstøtte

Perspektivering

Teknologigiganter som Google spiller en stadig større rolle i globale politiske konflikter – særligt i lande som Rusland, hvor kontrol over information er essentiel for regeringen. Bøden mod Google kan ses som en advarsel om, at Rusland ikke tolererer, at vestlige firmaer udfordrer landets kontrol over informationsstrømmen.

Sagen viser, hvordan teknologivirksomheder står midt i en geopolitisk kamp, hvor de tvinges til at tage stilling til, hvilken side de indirekte støtter, og tilpasse sig lokale politiske krav for at forblive tilstede i forskellige markeder.

“Dommen og bøden, som Google er blevet idømt at betale, er himmelskrigende latterlig, et symptom på totalkrig mod Vesten og viser, hvor dybt ned det russiske statsapparat fører krig mod Vesten. Putin er ikke kun edderkoppen i spindelvævet, der styrer fra toppen og ned,” siger teleanalytiker Nicolas Fredriksen og tilføjer:

“Manden har også hænderne langt nede i bolledejen og dikterer absolut alle retninger for det russiske samfund, folk og fremtid.”

Se også: Nyheder om international tech