EU vil samle fragmenteret softwareindustri
Europas softwaresektor befinder sig ved et kritisk vendepunkt ifølge en ny rapport fra McKinsey og Boardwave. Mens over 280 europæiske softwarevirksomheder genererer mere end 100 millioner euro i årlig tilbagevendende omsætning (ARR), er de typisk fem år længere om at nå denne milepæl end deres amerikanske pendanter – og langt færre skalerer ud over det.
Rapporten peger på fragmenterede markeder, begrænset finansiering i den sene fase og konservative forretningskulturer som primære årsager til denne udvikling. For at få gang i væksten opfordrer den til udvidet kapitaladgang, stærkere samarbejde på tværs af grænserne og offentlig-private partnerskaber.
Nye teknologier som kunstig intelligens, geopolitiske forandringer og nye EU-politikker giver Europa en sjælden chance for at konkurrere globalt, lyder det.
Den nye rapport kommer lige i hælene på EU’s skelsættende Startup- og Scaleup-strategi, som blev lanceret i sidste uge. Planen indeholder flere reformer, der skal fjerne vækstbarrierer for EU’s virksomheder i de tidlige stadier.
EU’s forslag indeholder bestemmelser om en længe ventet ”28. ordning”, som vil gøre det muligt for virksomheder at operere under et enkelt sæt regler på tværs af de 27 medlemslande. Det er meningen, at det skal reducere hovedpinen omkring skatter og ansættelsesregler.
Ifølge McKinsey og Boardwave vil EU’s nye strategi styrke Europas softwareøkosystem ved at gøre det lettere at operere på tværs af grænserne. Europa skal dog handle dristigt og hurtigt for at forvandle potentialet til globalt lederskab.
Se også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
EU’s softwareambitioner kræver handling nu
Europa står ved et strategisk vendepunkt i softwaresektoren. McKinsey-rapporten viser, at selv succesrige europæiske softwarevirksomheder skalerer langsommere end deres amerikanske konkurrenter – primært på grund af fragmenterede markeder og manglende kapital i den sene fase.
EU’s nye Startup- og Scaleup-strategi, særligt den foreslåede “28. ordning”, kan ændre dette ved at forenkle reglerne og fjerne de mange nationale barrierer, der i står spænder ben for mange virksomheder. Det vil gøre det lettere for virksomheder at vokse på tværs af grænser og blive globalt konkurrencedygtige uden at forlade Europa.
Kombineret med teknologiske gennembrud og geopolitiske ændringer er der et vindue for handling – men hvis Europa ikke griber muligheden hurtigt, risikerer den europæiske softwaresektor at sakke endnu længere bagud.