Ny millionbevilling skal gøre det digitale Danmark mere sikkert
”Der er brug, at vi finder og dyrker de skarpeste talenter inden for cybersikkerhed i Danmark,” forklarer Malene Stidsen, der er programchef for Industriens Fonds Cybersikkerhedsprogram, i forbindelse med annonceringen af en bevilling på 9,4 millioner kroner fra Industriens Fond til Cyberlandsholdet.
Truslen mod danske virksomheder og offentlige institutioner fra cyberangreb er nemlig stærkt stigende, og samtidig bliver konsekvenserne af angreb og nedbrud større og større. Ifølge Center for Cybersikkerhed har alle virksomheder og organisationer i dag et akut behov for at beskytte deres systemer samt for at overvåge og løbende iværksætte nye tiltag til forebyggelse af cyberangreb. En af de største udfordringer i forhold til at bekæmpe cybertruslen er manglen på kvalificeret arbejdskraft.
Mangel på kvalificeret arbejdskraft er et problem for cybersikkerheden
Bevillingen på de 9,4 millioner kroner fra Industriens Fond skal gå til at støtte Cyberlandsholdet, der skal inspirere flere unge til at vælge uddannelser inden for IT- og cybersikkerhed, forklarer Malene Stidsen.
”Ved at fortsætte støtten til Cyberlandsholdet sætter vi på en kreativ måde fokus på emnet,” siger hun.
Bag Cyberlandsholdet står Forsvarets Efterretningstjeneste og Center For Cybersikkerhed samt nu seks universiteter: Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School, IT-Universitet i København og Syddansk Universitet. Konsulentvirksomheden Happy42 er også med i projektet.
Se også: Computere og IT bruges som våben
Flere unge skal med – også pigerne
Den nye bevilling vil gøre det muligt at få endnu flere unge med ombord, supplerer projektleder, landstræner for Cyberlandsholdet og professor ved Aalborg Universitet Jens Myrup Pedersen. Han forklarer, at bevillingen betyder, at de kan trække på endnu flere kompetencer, når det handler om at tilbyde konkurrencer og træningssessioner i topklasse.
Med de nye 9,4 millioner kroner kan projektet opskaleres over de næste tre år. Det betyder blandt andet en målrettet indsats for at tiltrække flere piger til både mesterskaberne og landsholdet.
De Danske Cybermesterskaber henvender sig til unge i alderen 15-25 år på erhvervs- og ungdomsuddannelserne, på videregående uddannelser, men også unge uden for det formelle uddannelsessystem.
Det første danske mesterskab blev afviklet som et pilotprojekt den 8. maj 2021. Efterfølgende fik Cyberlandsholdet en 5. plads ved de Europæiske Mesterskaber i Cybersikkerhed i september i Tjekkiet.
Se også: Nyheder om cybersikkerhed