Mobilfrie frikvarterer gør piger mere aktive
Forskere fra Institut for Idræt og Biomekanik på SDU undersøgte i efteråret 2020, hvad der sker med skolebørns bevægelsesadfærd, når de ikke har mobilen i frikvarteret. Ifølge SDU er eksperimentet det første af sin slags, både nationalt og internationalt.
Undersøgelsen tog udgangspunkt i et eksperiment – “Mobil-fri-kvarter” – udført på seks danske folkeskoler.
Skolebørn bevæger sig mere uden mobilen
Eksperimentet gik ud på, at elever i 4. til 7. klasse skulle placere deres mobiltelefon i et ’mobilhotel’ hver morgen, når de mødte i skole i en periode på fire uger. Det havde en positiv effekt på elevernes aktivitetsniveau, hvis man sammenligner med deres aktivitetsniveau før eksperimentet.
Andelen af elever, som bevægede sig i frikvarteret, steg med 5 procent fra 58 til 63 procent.
Særligt pigerne blev mere aktive
På tværs af køn var det især pigerne, der øgede deres aktivitetsniveau, idet pigerne var 8 procent mere aktive under eksperimentet, mens drengene var 1 procent mere aktive.
”Det interessante ved det her eksperiment er, at det er pigerne, som er mere aktive end før, og det er uden, at vi gør noget aktivt for, at de skal bevæge sig,” forklarer projektleder og lektor Charlotte Skau Pawlowski.
Charlotte Skau Pawlowski forklarer, at piger generelt er mindre aktive end drenge, og derfor har der i en del år været fokus på, hvordan man kan få flere piger til at bevæge sig.
”Dette eksperiment viser, at vi ved at fjerne mobiltelefonen faktisk kan understøtte, at flere piger bevæger sig i frikvarteret”.
Ønsket om mobilfri frikvarter størst blandt piger
Undersøgelsen slår også fast, at godt halvdelen af eleverne ønsker mobilfrie frikvarterer. Igen var det pigerne, der skilte sig ud, da 53 procent af pigerne havde det ønske, mens det kun var 40 procent af drengene, der gik med samme ønske.
Charlotte Skau Pawlowski understreger, at hvis det mobile frikvarter skal lykkes, er det vigtigt, at det er baseret på samarbejde og dialog mellem lærere, elever og skoleledelse.
Se også: Mobiltelefoner har negative følger
Info om eksperimentet
Seks danske skoler deltog i en fireugers periode i efteråret 2020 i eksperimentet. Børnene skulle aflevere deres mobiltelefon om morgenen, når de mødte ind og fik den tilbage, når skoledagen var ovre. Læreren måtte gerne give telefonen til børene til brug i undervisningen.
I alt deltog 924 elever i eksperimentet.
Se også: Nyheder om mennesket og teknologi