Forskere fra SDU skaber kunstigt molekyle med superkræfter
Et internationalt hold af forskere fra Syddansk Universitet, Kent State University, Københavns Universitet og ATDBio har skabt et nyt supermolekyle, som ifølge forskerne har potentiale til at revolutionere videnskaben.
Det er store ord, der bliver brugt om deres arbejde, som netop er blevet offentliggjort i Nature Communications. Forskerne, som blandt andet tæller Chenguang Lou, lektor ved Syddansk Universitet, har skabt det, som de kalder ‘næste generation af nanoteknologi’. De har nemlig skabt et supermolekyle, hvor trestrengede DNA-strukturer DNA- og trestrengede peptidstrukturer er kemisk forbundet.
Læs også: Fremtidens teknologi vil ændre vores liv – her er alle de nye teknologier under udvikling
Forbinder DNA- og peptidstrukturer – stik imod deres natur
I naturen er DNA- og peptidstrukturer sjældent kemisk forbundet. De går ifølge forskerne ikke i spænd med hinanden, hvilket menes at skyldes deres kiralitet – også kaldet deres spejlbillede-strukturer. Det er lykkedes forskerne er ændre netop kiraliteten for peptidstrukturer fra at være venstrehåndet til højrehåndet, så den passer med DNA’ets kiralitet, som altid er højrehåndet. I stedet for at frastøde hinanden kan DNA- og peptidstrukturerne dermed arbejde sammen.
”Hvis man kombinerer disse to, som vi har gjort, får man et meget kraftfuldt molekylært værktøj, der kan føre til den næste generation af nanoteknologi. Med det kan vi lave mere avancerede nanostrukturer, for eksempel til at opdage sygdomme,” siger Chenguang Lou.
Kan måske finde årsagen til Alzheimers
Forskerne håber blandt andet, at bindingen af peptider til DNA kan bruges til at skabe kunstige proteiner, som vil være mere stabile og mere pålidelige at arbejde med end naturlige proteiner, der kan være sårbare over for varme, UV og kemiske reagenser.
”Dette er det første studie til at vise, at DNA- og peptidstrukturer kan kommunikere og interagere, når deres kiralitet er blevet ændret,” siger Chenguang Lou.
”Vores næste skridt bliver at undersøge, om det kan bruges til at forklare årsagen til Alzheimers sygdom, som skyldes fejl i peptidstrukturer,” afslutter Hanbin Mao fra Kent State University.
Læs også: Nyheder om fremtidens teknologi