Shell skifter benzinstandere ud med 300 kW lynladere til elbiler
Den multinationale olie- og gasgigant Shell vil gøre det lige så let at lade elbilen op som at tanke en brændstofbil med benzin eller diesel. Derfor er selskabet nu begyndt at erstatte benzinstandere på udvalgte tankstationer i Hovedstadsområdet med lynladere til elbiler.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Åbner fem lynladere til elbiler i København
En af de fem nye lynladere er blevet indviet af transportminister Benny Engelbrecht ved Shell-tankstationen på Lyngbyvej i København, hvor Helsingørmotorvejen ophører. De fire andre lynladere kan findes i Brøndby, Brønshøj, Kastrup og ved Vasbygade på Vesterbro i København.
Shell vil samtidig gøre priserne på opladning af elbiler meget gennemsigtig. Derfor skiltes dagsprisen på en kWh sammen med prisen på diesel benzin. Der er derfor ingen abonnementløsninger eller særlige gebyrer. Man betaler blot en fast pris på 5 kroner per kWh med sit betalingskort eller Shell Card, som man er vant til, når man tanker brændstof – og på de nye lokationer er lynladerne også placeret samme sted som brændstofstanderne. Dermed er der også nem gennemkørsel under halvtag, som man kender fra de fleste tankstationer.
”Med vores netværk af tankstationer har vi en unik infrastruktur også for fremtidens mobilitet, der, i samspil med ladeløsninger til husstande og virksomheder, kan bidrage til, at det bliver lige så ukompliceret at køre elbil, som det er at køre benzin- eller dieselbil,” siger Christian Heise, administrerende direktør i DCC Energi, som driver Shell-tankstationerne i Danmark.
Læs også: Ny lynladestation får strøm fra vindmøller og solceller
Lynhurtig opladning med 300 kW
Shell har valgt at implementere lynladning med en effekt på op til 300 kW – mere end de fleste elbiler i dag kan håndtere. Dog er der det særlige ved de første lynladere, at det kun er den ene side, der understøtter op til 300 kW, mens der ’kun’ understøttes op til 120 – og senere hen 150 – kW på den anden side.
Opladningen på Shells tankstationer, som desuden kaldes Shell Recharge, foregår via CCS-stikket og understøtter ikke CHAdeMO. Dertil skal bilisten selv medbringe adapter. En opladning med 120 kW DC-opladere kan typisk oplade 200 kilometer på 20 minutter, mens det går dobbelt så hurtigt med 300 kW-opladere.
Shell anbefaler, at man maksimalt oplader sin elbil til 80 procent for at give plads til andre kunder.
Flere ladere og ladebokse til private og virksomheder på vej
Shell har planer om at udskifte flere brændstofstandere med lynladere til elbiler. Det vil først ske i Aarhus, Odense og Aalborg, og derefter vil turen komme til udvalgte tankstationer langs trafikale knudepunkter og ved udvalgte, større turistdestinationer.
DCC Energi har også planer om snart at lancere ladebokse til både private og virksomheder, ligesom der også vil komme nye betalingsløsninger og roaming-aftaler, der skal forbedre lademulighederne for landets elbilister. Det vil på sigt give elbilister adgang til over 300 000 ladestandere i Europa.