Private ønsker mere bæredygtigt byggeri
Når danskerne skal have bygget nyt, så tænker flere og flere bæredygtighed med ind, når de vælger byggematerialer. Det viser en ny undersøgelse blandt næsten 7 000 gør det selv-håndværkere, som byggecenterkæden Stark står bag.
Klimadebat påvirker valg af byggematerialer
I undersøgelsen skulle man blandt andet svare på, om den aktuelle klimadebat påvirker ens holdning til bæredygtigt byggeri. Det svarede 66,2 procent af de adspurgte ja til.
Næsten lige så mange, 64,7 procent, ser mere bæredygtigt byggeri som ’en stor fordel for samfundet, miljøet og klimaet.’ Det er en fremgang fra sidste år, hvor 61,9 procent havde samme holdning.
Administrerende direktør i Stark Danmark, Britta Korre Stenholt, kalder udviklingen for ”opmuntrende”, og den viser, at gør det selv-folket følger godt med i samfundsdebatten og er interesserede i at gøre byggeriet mere bæredygtigt.
Byggeri står for 11 procent af verdens CO2-udledning og en tredjedel af al affald i Danmark, så der kan være meget at hente i forhold til miljø og forurening ved at vælge bæredygtige materialer.
Vejledes af miljømærker
Social og miljømæssig ansvarlighed står også højt på listen over, hvilke fordele kunderne ser ved at gøre byggeriet mindre miljøbelastende. Bæredygtighedschef i Stark, Kristian Fribo, ser tre tydelige tendenser i årets bæredygtighedsundersøgelse:
- Kunderne vælger i stigende grad mere miljøvenlige produkter, når de handler byggematerialer.
- De lader sig mere end nogensinde vejlede af miljømærker som Svanemærket, EU-Blomsten og FSC-mærket træ.
- Forbrugerne forbinder mere end noget andet bæredygtighed med genanvendelse af materialer. Det gælder for 57,3 procent af de adspurgte i undersøgelsen mod 52,8 procent sidste år.
”Det er alt sammen gode nyheder. Der sælges flere bæredygtige produkter, miljømærkerne giver sikkerhed for at træffe mere miljøvenlige valg, og endelig er genanvendelse det absolut bedste, man kan gøre, hvis man vil spare ressourcer og skåne miljøet,” siger Kristian Fribo.
Se også: Grønne teknologier kan løse klimaproblemer
Behov for mere viden
Mange gør det selv-håndværkere ønsker dog stadig mere viden om, hvordan man bygger mere bæredygtigt. Det drejer sig om hele 65,4 procent af deltagerne i undersøgelsen.
Det er fjerde år i træk, at Stark gennemfører sin bæredygtighedsundersøgelse for både professionelle og private kunder.