Tre ud af fire virksomheder har været ofre for it-kriminalitet
It-sikkerhedsfirmaet Kaspersky, der er bedst kendt for sit antivirussoftware, har i en ny undersøgelse taget temperaturen på 1 500 europæiske virksomheders opfattelse af it-sikkerhedsniveauet i deres organisationer.
Læs også: It- og cybersikkerhed har aldrig været vigtigere end i dag
Lavt sikkerhedsbudget gør virksomheder sårbare
Af undersøgelsen ”Must-have cybersecurity insights for proactive business decisionmakers” fremgår det, at 79 procent – eller tre ud af fire – af virksomhederne har været ofre for it-kriminalitet. Samtidig oplyser 23 procent af dem, at deres budget til at beskytte sig mod cyberangreb er for lille, og at det har været årsagen til it-kriminaliteten.
Det er noget, der frustrerer virksomhederne, da Kaspersky tidligere har afdækket, at én ud af hver tiende it-sikkerhedshændelse ville have resulteret i et alvorligt sikkerhedsbrud, hvis det ikke var blevet stoppet.
Læs også: De fem største it- og cybertrusler i 2022
Konstant ændret trusselslandskab bekymrer virksomheder
Trusselslandskabet ændrer sig konstant, og det samme gør it-sikkerhedsløsninger for at kunne hamle op med de konstant nye trusler. Ifølge Kaspersky er der dog fortsat mange virksomheder, som ikke gør nok for at beskytte sig mod internettets trusler.
Undersøgelsen viser, at 64 procent af de 1 500 adspurgte virksomhedsledere er bekymret for spyware, 63 procent er bekymret for malware og målrettede angreb og 62 procent er bekymret for phishing-angreb via e-mail.
Det er kun 21 procent af virksomhedslederne, der har fuld tillid til de ansattes sikkerhedsbevidsthed, viser undersøgelsen.
“Uanset om det er medarbejdernes fejl, e-mail-angreb eller den stigende kompleksitet i it-infrastrukturen, der bekymrer, bør virksomhederne sætte sig ind i, hvad de sofistikerede it-sikkerhedsløsninger kan give dem udover endpoint-beskyttelse. Det er vores klare anbefaling, at man vælger én samarbejdspartner, der kan tilbyde både teknologisk og menneskelig ekspertise, så man har overblik over alt, hvad der foregår i ens netværk og derved kan beskytte det,” siger Tim de Groot, der er regionschef i Norden og Benelux hos Kaspersky.
Undersøgelsen er foretaget af Arlington Research på vegne af Kaspersky. 62 procent af respondenterne er ansat i virksomheder med 50 til 999 ansatte, mens de resterende 38 procent har flere end 1 000 ansatte.
Læs også: Nyheder om it- og cybersikkerhed