Plug-in hybridbiler er mest udbredte i Jylland og på Fyn

Der er stor forskel på, hvor udbredte plug-in-hybridbiler er rundt omkring i Danmark – og det hænger sammen med ladeinfrastrukturen og indkomsten.

Plug-in hybridbiler er mest udbredte i Jylland og på Fyn

Plug-in-hybrid, ren elbil eller en diesel- eller benzinbil? Det spørgsmål stiller mange sig selv i disse år, når der skal købes ny bil. Indtil Tesla begyndte at gøre elbilen populær igen i starten af 10’erne, har benzin- og dieselbiler været de eneste oplagte drivmidler for de fleste danskere.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

Jyderne køber flest plug-in-hybridbiler

Men den grønne dagsorden har virkelig sat skub i udbredelsen af både plugin-hybrid og elbiler, men præferencerne for de forskellige typer biler er ganske forskellige rundt om i landet. Ifølge nye tal fra Danmarks Statistik er det nemlig især jyderne og fynboerne, der køber plug-in-hybridbiler.

Fanø, Varde, Holstebro, Skive, Lemvig, Morsø, Læsø, Samsø, Kerteminde, Svendborg, Langeland og Ærø er de kommuner, hvor der i 2021 er købt flest plug-in-hybridbiler – nærmere bestemt mellem 20 og 26,6 procent. Ikke i en eneste kommune på Sjælland har der været en andel på 20 procent eller mere for plug-in-hybrider i bilsalget 2021.

Set over hele Danmark udgjorde plug-inhybriderne 16,4 procent af bilsalget i 2021 med 35 300 solgte eksemplarer.

Læs også: Her er de mest populære elbilmærker i hele verden i 2021

Elbiler hitter mest i Nordsjælland og omkring Aarhus

Noget anderledes ser billedet ud for andelen af elbiler, som i 2021 udgjorde 12,3 procent af bilsalget. Her er det i kommunerne Lejre, Hillerød, Rudersdal, Furesø, Gentofte og Dragør, at elbiler har fyldt mest af bilsalget i 2021.

I disse kommuner udgjorde de mellem 17 og 22,8 procent af salget af biler. Også i Aarhus er salget af elbiler højt, oplyser Danmarks Statistik.

Læs også: 7 ud af 10 danskere vil købe hybrid- eller elbil som deres næste bil

Hænger sammen med ladeinfrastruktur og økonomi

Hvorfor der er så tydelige kommunale forskelle på, i hvor høj grad danskerne køber en plug-in-hybrid eller elbil, kan der være to forklaringer på, mener Danmarks Statistik.

Den første forklaring kan skyldes ladeinfrastrukturen – eller manglen på samme. I de vestlige dele af landet kan den lavere dækning af ladere have tilskyndet bilkøbere til at vælge den sikre løsning i form af en plug-in hybrid, der kombinerer el og fossile brændstoffer som drivmiddel. Dermed kan man bruge el og supplere med benzin eller diesel de steder, hvor batteriet ikke rækker.

I store byer med mange etageboliger vil der også være færre individuelle lademuligheder, hvilket medfører en lavere andel af elbiler og plug-in-hybrider i disse.

Til sidst har familiernes indkomst i de enkelte kommuner også betydning for valget af bil. De dyrere elbiler er nemlig mere tilgængelige for familier i kommuner med de højeste gennemsnitlige indkomster.

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi