Vordingborg Havn får verdens første power-to-x-fabrik i storskala
Vordingborg Havn skal have verdens første power-to-x-anlæg i storskala. Sådan lyder ambitionen i en hensigtserklæring mellem den danske virksomhed Arcadia eFuels ApS, som vil opføre flere PtX-fabrikker i Danmark, samt Vordingborg Havn.
Læs også: Greentech: Disse grønne teknologier skal løse klimaproblemerne
Kan producere 100 millioner liter om året
I en pressemeddelelse oplyser Arcadia eFuels, at Vordingborg Havn vil få verdens første Power-to-X-anlæg i storskala. Valget er faldet på netop Vordingborg Havn, da der er grøn strøm til rådighed og nem adgang for skibe til at levere råstoffer til og de færdige produkter fra fabrikken.
PtX-fabrikken vil via elektrolyse kunne producere 55 000 tons CO₂-neutralt flybrændstof og 25 000 ton syntetisk nafta eller råbenzin, som er den vigtigste bestanddel i produktionen af plastik. Det svarer til omkring 100 millioner liter om året.
Hvad er Power-to-X?Power-to-X (PtX) er et begreb, som dækker over en række grønne teknologier, som bruger vedvarende energi til at producere grøn brint gennem elektrolyse. Brint kan derfra viderekonverteres til andre brændstoffer, ammoniak, metanol og grønt flybrændstof til transportsektoren og industrien og kemikalier som ammoniak til gødning og plastik til danske virksomheder. Ammoniak kan for eksempel produceres kulstoffrit, mens man kan producere e-metanol til skibe eller petroleum til fly ved at tilsætte kulstof til brint under højt tryk og ved høj temperatur. Brændstofferne er CO₂-neutrale, når der benyttes biogent kulstof. Det vil sige kulstof, der ”fanges” på biogasanlæg, biomassefyrede kraftvarmeværker eller fra forbrænding af biologisk affald. |
Læs også: Stort Power-to-X-projekt i København fremrykkes to år
Skal hjælpe til at nå klimamål
Flybrændstoffet opfylder internationale krav og vil derfor kunne erstatte op til 50 procent af det traditionelle flybrændstof, hvilket vil nedbringe flyselskabernes CO₂-udledning i takt med at klimamålene nærmer sig.
“Vi er meget stolte over at kunne meddele, at vi har valgt Vordingborg Havn i Danmark til at opføre verdens første produktionsanlæg for e-brændstof i stor skala. Det er den første af sin art i verden,” siger Amy Hebert, der er direktør i Arcadia eFuels, og tilføjer:
”Vi har sat os et ambitiøst mål om at bekæmpe klimaændringer, og med dette tager vi et stort skridt i retning af at producere kulstoffri brændstof til luftfart inden for få år.”
Anlægget i Vordingborg Havn skal efter planen opføres i 2023 og vil være klar til brug i slutningen af 2024. Det ventes at holde 60 medarbejdere beskæftiget.
Læs også: Nyheder om klima og grøn teknologi