Det tager årtier at udfase benzin- og dieselbiler i Danmark
Selv om salget af elbiler i Danmark aldrig har været højere end i 2022, har den grønne omstilling af den danske bilpark lange udsigter. Det tager nemlig årtier at udfase de eksisterende benzin- og dieselbiler, der forurener med CO₂.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
67 procent af alle biler fra 2022 kører stadig i 2030
Danmarks Statistik har lavet en fremskrivning af, hvor lang tid udfasningen af personbiler per 1. januar 2022 tager. Der kørte i januar 2022 2,79 millioner personbiler på de danske veje. I 2030 vil 1,86 millioner svarende til 67 procent af disse fortsat være kørende, hvis det nuværende mønster for den aldersbetingede afgang af bilbestanden fortsætter.
Kigger man helt frem til 2048, vil der stadig køre 213 000 af de forurenende biler på de danske veje, som var blandt den danske bilpark i januar 2022.
Ifølge Danmarks Statistik er dette års beregning af restbestanden i 2030 væsentligt større, end den var i beregningen sidste år. Det skyldes dels, at der er kommet et års ekstra nye biler til i 2021, og at er der forsvundet færre biler af de tidligere årgange end forventet i tidligere beregninger.
Udviklingen kan hænge sammen med de usikkerheder, som COVID-19 og afgiftsændringer har skabt for købernes investeringsplaner, lyder det fra Danmarks Statistik.
Læs også: 7 ud af 10 danskere vil købe hybrid- eller elbil som deres næste bil
Gamle biler kan fortsætte med at forurene i Afrika og Østeuropa
Det er ikke kun et problem for den grønne omstilling, at en ny bil i 2022 har en forventet levetid på 16,4 år, og at der derfor fortsat vil være partikelforurening fra biler længe efter salget af benzin- og dieselbiler forbydes i EU i 2035.
Det er også et stort problem for omstillingen af den globale bilpark, hvad der så sker med bilerne, når de ikke længere skal køre i Danmark. I udviklingslande vil bilparken nemlig blive fire- eller femdoblet inden 2025, og størstedelen af disse biler vil være brugte biler fra udviklede lande, hvor bilerne ikke længere opfylder miljøkrav til at køre i eksempelvis EU.
Der findes i dag ikke nogen internationale aftaler, der regulerer eksempelvis EU’s eksport af gamle benzin- og dieselbiler til fattige lande. Problemet er markant, da de udfasede biler kan fortsætte med at forurene i yderligere 20 år i lande, der ikke har regler for bilernes CO₂-udledning.