EU erstatter russisk energiafhængighed med afhængighed af solenergi fra Kina
I flere årtier har EU været afhængige af russisk energi. Det har den europæiske union nydt godt af i form af billig gas og olie, men til gengæld fik Rusland politisk indflydelse over EU – noget, som det europæiske fællesskab nu mærker konsekvenserne af.
Efter Ruslands invasion af Ukraine er forholdet mellem EU og Rusland krakeleret, og det kan ikke gå hurtigt nok med at komme ud af de seneste årtiers afhængighed af russisk olie og gas. Senest 2030, lyder tidsfristen. Det er dog med stor risiko for, at EU erstatter afhængighed af ét autokrati, Rusland, med et andet, nemlig Kina. Det skriver mediet Quartz.
Læs også: Hvad er klima og klimaforandringer? Her er alt du bør vide
Kinas eksport af solpaneler til EU i kæmpe boom
Allerede i dag er EU afhængige af Kina, når det kommer til solenergi, også kaldet fotovoltaik. Alene i 2021 stod Kina for intet mindre end 75 procent af den globale produktion af solpaneler. Til sammenligning stod EU kun for 2,8 procent af produktionen, viser tal fra Det Internationale Energiagentur.
Kinas eksport af solpaneler til EU er også stærkt voksende. I perioden januar til august i år eksporterede Kina fotovoltaik til EU for mere end 121 milliarder kroner. Det er en stigning på 122 procent sammenlignet med samme periode sidste år, hvor eksporten til EU havde en værdi på 54 milliarder kroner.
Stigningen skyldes særligt øgede priser på at producere panelerne, som består af polykrystallinske solceller – et råmateriale, der steg til rekordhøje priser i Kina i år. Stigningen skyldes dog også, at EU importerer flere solpaneler fra Kina end tidligere.
Ifølge konsulentvirksomheden InfoLink importerede Europa 42,4 gigawatt solcelleteknologi fra Kina i løbet af første halvår af 2022. Det er en stigning på 137 procent sammenlignet med samme periode året forinden.
Erstatter afhængighed af et autokrati med et andet
I maj annoncerede Europa-Kommissionen en plan om at gøre sig uafhængig af russisk gas. Prisen? 210 milliarder euro, hvoraf mere end 110 milliarder euro vil gå til investeringer i vedvarende energi og brintteknologi, herunder solpaneler.
Med udsigt til øgede investeringer i solcelleteknologi fra EU sidder Kina altså i en yderst gunstig situation, eftersom landet står for tre fjerdedele af verdens produktion af solceller. Netop det det kan vise sig at blive en ny hovedpine for EU ud fra et forsyningssikkerhedsmæssigt synspunkt.
“Når Europa importerer 80 procent af sine solpaneler fra Kina, vil afhængigheden blot skifte fra importeret olie eller gas til importeret solcelleudstyr, hvilket lader meget tilbage at ønske, når det drejer sig om solsektoren som en ægte kilde til energisikkerhed og strategisk autonomi,” lød det i juli fra Kjeld van Wieringen og Julia Hüntemann fra Europa-Parlamentets interne forskningstjeneste og tænketank, European Parliamentary Research Service (EPRS).
Se også: Nyheder om klima og grøn teknologi