Snart kan du betale med Dankort i Apple Pay og Google Pay
Kun én dansk bank tillader lige nu sine kunder at betale med Dankort-delen af dobbeltbrandede betalingskort som Visa/Dankort. Men det kommer snart til at ændre sig.
Nets, som står bag Dankortet, indfører nemlig krav over for bankerne om at understøtte det rene Dankort til mobilbetaling via Apple Pay og formodentlig også Google Wallet. Det erfarer FinansWatch.
Nets bekræfter oplysningerne over for mediet, og Esben Torpe-Jørgensen, der er direktør for Dankort hos Nets, oplyser:
”En stadig stigende del af betalingerne i Danmark sker i dag via mobilen, så vi ser det som en naturlig del af udviklingen af Dankort, at det bliver tilgængelig i for eksempel Apple Pay.”
Læs også: Hvad er software og it, og hvilken betydning har det for samfundet?
Danskerne ved ikke, at de ikke betaler med Dankort via mobilen
Mange danskere har et såkaldt dobbeltbrandet betalingskort, som fungerer som både Visa- og Dankort. Når de tilføjer disse kort i internationale mobilbetalingsløsninger som Apple Pay og Google Pay, er det stort set altid det internationale del af kortet – typisk Visa – der anvendes.
I en undersøgelse, som Nets for nylig har foretaget, er 71 procent af dem, der betaler med Visa/Dankort via Apple Pay, ikke klar over, at Dankort-delen af deres kort typisk ikke er understøttet.
Det ærgrer Nets, da Dankort er det betalingskort med de laveste udgifter. Banker kan modtage et gebyr på op til 0,2 procent af en vares pris ved betaling med debetkort såsom Visa/Dankort og 0,3 procent ved betaling med internationale kreditkort.
Hvor højt et gebyr Dankortet tager, er ikke offentligt tilgængelig, men det er politisk bestemt, at indtægterne fra Dankortet skal modsvare udgifterne.
Dankortet mister markedsdele
Siden Apple Pay kom til Danmark i 2017, er det indtil videre kun én bank – Danske Bank, som tilbyder at betale med Dankort-delen i Apple Pay – dog ikke Google Pay. Siden da har ingen andre danske banker fulgt trop.
Nets oplever stigende konkurrence fra netop internationale betalingskort, fordi mobilbetaling, hvor Dankort sjældent er muligt, er steget markant i popularitet. Nets og Dankortet har kort sagt mistet markedsandele, og det skal Nets’ krav over for bankerne sætte en stopper for.
I dag er der 3,6 mio. internationale debetkort og 4,5 mio. co-brandede Dankort, mens der er kun 277.000 rene Dankort.
Brug Dankort i Apple Pay fra 2025
Fra 2025 vil Nets ifølge mediet stille krav over for de danske banker om, at de skal tilbyde betaling med Dankort i for eksempel Apple Pay. Det er uvist, om kravet også gælder Google Pay, men det vil formentlig være tilfældet.
Arbejdernes Landsbank har bekræftet, at den vil være det muligt at bruge Dankort i mobilbetalingsløsninger fra 2025 som følge af Nets’ krav.
FinansWatch har også været i kontakt med Nordea, Nykredit Bank og Sparekassen Sjælland-Fyn, som dog ikke kan bekræfte, at de implementerer Dankort i mobilbetalingsløsninger.
Foruden Nets selv bakker også skiftende erhvervsministre, Dansk Erhverv og Forbrugerrådet Tænk op om Dankortet.
Læs også: Nyheder om software og it-løsninger