Biotekselskab vil dyrke organer via kunstige embryoer med menneskeceller

Den israelske biotekvirksomhed Renewal Bio vil tage menneskeligt DNA og skabe kunstige embryoner, som kan bruges til at høste organer til medicinske transplantationer.

Biotekselskab vil dyrke organer via kunstige embryoer med menneskeceller

En israelsk biotekvirksomhed vil reproducere et eksperiment, hvor det lykkedes forskere at skabe et kunstigt museembryo fra stamceller – men denne gang med menneskeceller.

Forskere fra Department of Molecular Genetics ved Weizmann Institute of Science i Israel fik 1. august publiceret en artikel i det videnskabelige tidsskrift Cell. Artiklen beskriver muligheden for at dyrke syntetiske museembryoer uden en hjerne og uden brug af sæd, æg eller en livmoder under kontrollerede forhold.

Læs også: Biotek – sådan har bioteknologi formet vores samfund

Embryoet er den bedste 3D-bioprinter

Nu vil en israelsk biotekvirksomhed Renewal Bio reproducere eksperimentet – men nu med menneskeceller. Biotekselskabet ønsker at bruge teknologien til at gøre menneskeheden yngre og sundere.

”Embryoet er den bedste organfremstillingsmaskine og den bedste 3D-bioprinter. Vi forsøgte at efterligne det, som det gør,” har Jacob Hanna tidligere forklaret om museeksperimentet.

Stamcellebiolog Jacob Hanna i Renewal Bio, som også ledede eksperimentet med museembryoerne, er ikke afvisende over for, at hans egne celler skal indgå i det kommende eksperiment. Renewal Bio har nemlig store ambitioner med teknologien. Den ønsker at bruge de kunstige embryoer til transplantationer af organvæv, som kan løse problemerne med infertilitet, genetiske sygdomme og alderdomsproblemer.

Ifølge MIT Technology Review kan blodceller fra embryonet potentielt bruges til at hjælpe med at styrke svækkede immunsystemer. Renewal Bio oplyser på sin hjemmeside, at virksomheden ønsker at ”gøre menneskeheden yngre og sundere ved at udnytte kraften i den nye stamcelleteknologi.”

Læs også: Forskere genskaber amputeret ben på frø

Vil skabe syntetiske embryoer uden lunger, hjerte og hjerne

Teknologien rejser en del etiske spørgsmål, og derfor udviklede forskerne også de kunstige museembryoer til ikke at kunne udvikle sig til fuldt udviklede mus. Over for The Guardian har Jacob Hanna, der ledede eksperimentet med museembryoerne, tidligere udtalt, at embryoerne derfor ikke var ægte. Man så dog alligevel dannelsen af en tarmkanal, begyndelsen af en hjerne og et bankende hjerte i museeksperimentet.

Et tidligere studie har vist, at kunstige embryoer måske kan opleve smerte eller bevidsthed. Over for MIT Technology Review slår Jacob Hanna dog koldt vand i blodet over for de kritikere, der mener, at teknologien er problematisk. Han forklarer, at man potentielt kan komme uden om disse etiske problemer ved at skabe syntetiske menneskelige embryoer uden “lunger, hjerte eller hjerne”.

Se også: Nyheder om bioteknologi