Forskere udvikler genanvendeligt underlag til mikrochips med skorpe fra svamp
Forskere fra Johannes Kepler Universität Linz i Østrig har udviklet en metode, der gør det muligt at anvende skorpen fra svampen skinnende lakporesvamp (Ganoderma lucidum) som underlag i computerchips. Det fremgår af en videnskabelig artikel udgivet i tidsskriftet Science Advances.
Dermed er der potentiale for at gøre op med brugen af ofte ikke-genanvendelig plastik til basen, hvorpå de elektroniske kredsløb monteres i moderne computerchips.
Svamp med mange lovende egenskaber
Hvert år genererer de forskellige typer plastik, der anvendes som underlag til mikrochips, 50 millioner ton elektronisk affald om året. De østrigske forskere mener, at deres nye opfindelse kan være med til at reducere affaldet fra produktionen af mikrochips.
“Selve underlaget er det vanskeligste at genanvende. Det er også den største del af elektronikken og har den laveste værdi, så hvis du har visse chips, som faktisk har en høj værdi, på underlaget, vil man måske gerne genbruge det,” siger Martin Kaltenbrunner fra Johannes Kepler-universitetet i Linz.
Skinnende lakporesvamp udmærker sig ved at vokse på rådnende løvtræer og danne en skorpe for at beskytte dens mycelium – altså den forgrenede, rodlignende del af svampen, som opsuger næring fra jorden – fra bakterier og andre svampe.
Forskerne fjernede skorpen fra svampen og tørrede den, hvorefter den viste sig at være fleksibel, være en god isolator og kan modstå temperaturer op mere end 200 grader. Derudover er skorpen samtidig lige så tynd som en stykke papir, hvilket samlet set giver den gøre egenskaber som erstatning for plastik som underlag i mikrochips.
Skorpen tåler dog ikke UV-lys, men så længe den holdes væk fra det, menes materialet at kunne holde i flere hundreder år. Hele årsagen til at kigge i retning af netop svampe er, at materialet er genanvendeligt. Det nedbryder nemlig i jord i løbet af blot to uger.
Batteri med indpakning og separator af svamp
De østrigske forskere har allerede udviklet elektroniske kredsløb, som er bygget på underlag af skorpe fra den skinnende lakporesvamp. Underlaget havde næsten lige så gode ledende egenskaber som konventionelle underlag af plastik. Selv efter materialet blev bøjet mere end 2 000 gange, beholdt det sine egenskaber.
Forskerne har også allerede demonstreret, at materialet kan anvendes til et simpelt mycelium zink-kulstofbatteri. Skorpen bruges til battericellens ydre indpakning og indre separator, og mycelium bruges til at optage den flydende elektrolyt.
Forskerne håber på, at det genanvendelige underlag i fremtiden kan bruges til elektroniske kredsløb, som ikke er designet til at holde i lang tid. Det kan være sensorer, der kan bæres på kroppen eller NFC-tags.
Læs også: Nyheder om bioteknologi