Gennembrud i forskning af fedtceller med CRISPR-Cas9
Fedt i kroppen er vigtigt i den rette mængde. For meget fedt kan derimod føre til en lang række sundhedsproblemer. Det er afgørende for forståelsen af fedme og andre problemer at studere, hvordan fedtvævet fungerer i kroppen, men strukturelle forskelle i fedtceller og deres fordeling i hele kroppen gør det til en udfordring at studere helt korrekt. Nyt gennembrud skal gøre det både hurtigere og billigere at analysere fedtvæv.
Mangler unikke celleoverfladereceptorer
Steven Romanelli, Ph.D. ved Department of Molecular & Integrative Physiology i Michigan, USA, forklarer, at fedtceller adskiller sig fra andre celler ved at mangle unikke celleoverfladereceptorer og kun udgøre et mindretal af cellerne i fedtvævet.
Nu kan der være hjælp at hente, lyder det i en artikel offentliggjort i Journal of Biological Chemistry. Netop Romanelli og nogle af hans kolleger beskriver nemlig det, de kalder for et gennembrud på området ved hjælp af CRISPR-Cas9. Det er et værktøj, der har ændret den molekylærbiologiske forskning, men hvis anvendelse i studiet af fedtvæv hidtil har været uigennemskuelig.
Se også: Sådan former biotek vores samfund
Traditionel måde er tidskrævende og dyr
Den traditionelle måde at forske i fedtvæv på har været at avle mus med en ønsket mutation for at slette eller indføre visse gener af interesse. Det kan tage mere end et år og koste titusindvis af dollars.
CRISPR-Cas9 har revolutioneret processen, forklares det i rapporten. Det er en genredigeringsteknik, der består af et enzym kaldet Cas9, som kan bryde DNA-strenge, og et stykke RNA, der guider Cas9-enzymet til et bestemt sted i genomet, hvor det skal redigeres. Dette værktøj er pakket ind i en uskadelig virus, som kan sendes til de celler, der undersøges.
Ved hjælp af teknikken blev forskerne i stand til at målrette brunt fedt, et specialiseret fedtvæv, der bruges til at generere varme og beskytte kroppens kernetemperatur. Processen tager mellem to-fire uger og koster under 2 000 dollars, når CRISPR-Cas9 tages i brug.
”Det reducerer ikke kun tid og omkostninger, men demokratiserer også forskningen, så ethvert laboratorium, der er bekendt med molekylærbiologiske teknikker, kan anvende denne metode og selv gøre det”, siger Romanelli.
Se også: Nyheder om biotek