To mia. genetisk modificerede myg skal reducere sygdomme
I bestræbelserne på at reducere antallet af myg og myggebårne sygdomme, bliver der sendt to milliarder genmodificerede myg ud i Florida og Californien. Det er det britiske biotekselskab Oxitec, der har fået godkendelse fra det amerikanske miljøbeskyttelsesagentur, EPA, til at udsætte sine genetisk modificerede myg i dele af Florida og i Californien.
Det sker efter et vellykket pilotprogram, der blev afviklet sidste år. Oxitec udvikler biologiske løsninger til bekæmpelse af skadedyr.
Spreder farlige sygdomme
I dette tilfælde drejer det sig om genmodificerede hanmyg, der stammer fra Aedes aegypti, som er en berygtet bærer af mange sygdomme, herunder Zika, dengue og gul feber.
Når de genmodificerede myg parrer sig med de indfødte hunner i området, producerer de hunlarver, der simpelthen dør, inden de når voksenalderen, og dermed ødelægger hele populationen.
Da det kun er hunmyggene, der bider og suger blod fra mennesker, menes de modificerede insekter ikke at udgøre nogen fare for mennesker.
Grey Frandsen, der er administrerende direktør for Oxitec, forklarer, at den omtalte myg udgør en voksende sundhedstrussel i hele USA. Der findes for eksempel ingen specifik behandling af denguefeber, da sygdommen skyldes et virus. Derfor hjælper antibiotika ikke, og der findes ingen tilgængelig vaccine mod denguefeber.
Zikafeber kan forårsage fosterskader hos gravide, og infektion med zikavirus kan ikke behandles – heller ikke her findes der en vaccine.
Se også: Kan bioteknologi forhindre sygdomme?
Udgør ingen risiko for mennesker, dyr eller miljøet
Forløbet har dog ikke været uden kontroverser. Nogle beboere i Florida har længe protesteret mod udsætningen af myggene, mens nogle grupper har hævdet, at de kan udgøre ukendte miljø- eller sundhedsrisici.
Andre har hævdet, at EPA og de lokale myndigheder ikke har gjort nok for at sikre fuldstændig gennemsigtighed i projektet.
Oxitec har offentliggjort data, der viser, at selskabets metode til at reducere lokale myggebestande virker. EPA holder også fast i, at udsætningen af modificerede myg i lokalsamfund ikke menes at udgøre nogen risiko for mennesker, dyr eller miljøet.
EPA har som sagt godkendt Oxitec’s programmer for udsætning af genmodificerede myg i Florida og Californien, men virksomheden skal have yderligere tilladelse fra relevante lokale myndigheder, inden de kan slippes fri.
Se også: Nyheder om bioteknologi