7 ud af 10 danskere vil købe hybrid- eller elbil som deres næste bil
Skal den næste bil være en grøn elbil, eller skal det være en benzin- eller dieselbil til trods for, at fossile brændstofbiler går en svær fremtid med en uforudsigelig gensalgsværdi og forbud i møde? Det spørgsmål går mange danskere formentlig rundt med i disse år.
Nu har Den Europæiske Investeringsbank taget temperaturen på, hvor stor viljen til at købe en elbil og plug-in hybridbil i Danmark er. Undersøgelsen er foretaget som en del af den tilbagevendende klimaundersøgelse, hvor Den Europæiske Investeringsbank undersøger, hvad mere end 30 000 europæere tænker om klimaforandringer.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Danskerne vil helst købe plug-in hybrid
Blandt af adspurgte svarede 42 procent af de danske bilkøbere, at de ønsker at skifte til en plug-in hybrid. 29 procent vil skifte til en elbil, og lige så mange vil skifte til en benzin- eller dieselbil. Sammenlagt vil 71 procent altså skifte til en bil, der er elektrisk i større eller mindre grad.
Hybridbilen er det foretrukne fremtidige køretøj i alle undersøgte aldersgrupper. Det er de unge mellem 15 og 29 år, der helst vil købe en elbil som deres næste bil (34 procent), men samtidig er det også de unge, der helst vil købe en benzin- eller dieselbil (35 procent).
Det kan måske hænge sammen med, at de unge mellem 15 og 29 år er mere klimabevidste, men samtidig også kan have et mindre økonomisk råderum til at købe en elbil, der typisk er dyrere end en tilsvarende benzin- eller dieselbil. Modsat finder man de mindst interesserede i elbiler hos de 30-64-årige, hvor ’kun’ 25 procent svarer, at de vil købe en elbil.
Danmark ligger omkring gennemsnittet i EU
Sammenlignet med andre EU-lande ligger Danmark nogenlunde omkring gennemsnittet. Det er for eksempel Cypern, der er klart mest omstillingsparat.
Her vil hele 85 procent af respondenterne skifte til enten elbil eller plug-in hybrid. Helt modsat forholder det sig i Tjekkiet, hvor kun 48 procent planlægger at anskaffe en elbil eller plug-in hybridbil.
Det er det eneste EU-land, hvor flere (52 procent) vil købe en benzin- eller dieselbil end en elektrisk- eller hybridbil.