Afgiftsstigning på elbiler kan bremse den grønne omstilling
Afgifter har enorm betydning for folks adfærd, når det gælder køb af biler. Det bliver naturligvis brugt aktivt fra politisk side i den grønne omstilling, hvor fritagelse for eller reduceringer af afgifter tilskynder befolkningen til at vælge grønne elbiler.
Efterhånden som elbiler fylder mere og mere af salget, skal de tabte afgiftsindtægter indhentes igen – og det sker ved større afgiftsændringer.
Norge, Sverige og Tyskland har alle indført større afgiftsændringer på elbiler i løbet af det seneste halve år – og det kan tydeligt aflæses på salget af elbiler.
Ifølge en analyse, som Dansk Industri har foretaget, er salget af elbiler styrtdykket i månederne efter landene har gennemført større afgiftsændringer. Modsat nabolandene har Danmark kun haft marginale afgiftsændringer, og det viser sig som et langt mere stabilt salg af elbiler.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
DI: Drop planlagte afgiftsstigninger for elbiler
Danmark har planer om at hæve registreringsafgiften for elbiler fra 40 til 48 procent fra 1. januar 2026. Da bilforhandlere og importører allerede er ved at planlægge biler, der skal på markedet i 2026, mener Dansk Industri, at det er rettidig omhu allerede nu at tale om de nye salgstal fra nabolandene, som viser, at vi risikerer at forsinke den grønne omstilling af bilparken, hvis planerne om at forhøje afgiften på elbiler fastholdes.
Derfor foreslår Bilbranchen og DI, at regeringen fastfryser den nuværende beskatning af elbiler på 2023-niveauet frem mod 2030. Det vil sikre, at udrulningen af elbiler i bestanden ikke forsinkes, og at der er de bedst mulige rammer for at nå i mål med målene for Danmarks grønne omstilling. Det vil dog også betyde et væsentligt fald i indtægterne fra registreringsafgifter.