Hver femte bil solgt i Europa i 2021 var en elbil

Det globale salg af elbiler voksede i 2021, men holdes fortsat tilbage af COVID-19 og mangel på mikrochips.

Hver femte bil solgt i Europa i 2021 var en elbil

Det globale bilsalg voksede i 2021 med kun 4 procent, fordi branchen stadig er hårdt ramt af COVID-19-restriktioner og mangel på mikrochips, som alle nyere biler i dag anvender. Sådan lyder det fra analyseinstituttet Canalys.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

Foto: Canalys

Salget af elbiler vokser – Europa går forrest

Modsat det globale bilsalg i 2021 har der dog været noget mere gang i salget af elbiler. Det er nemlig steget 109 procent, oplyser Canalys. Det klart største marked er Kina, som har næsten en femtedel af hele verdens befolkning. I Kina blev halvdelen af alle verdens elbiler i 2021 solgt.

Europa er det næststørste marked med en andel på 35 procent. I 2021 blev der solgt 2,3 millioner elbiler i Europa, hvilket svarer til, at 19 procent af alle biler solgt på dette kontinent var elektriske. Til sammenligning ligger andelen i Kina på 15 procent, og i USA ligger den på kun 4 procent af salget. Dermed går Europa fortsat forrest, når det kommer til den hurtigste tilslutning til elbiler.

“Efterspørgslen efter elbiler er fortsat stor i Europa. I mange europæiske lande udgjorde elbiler faktisk mere end en fjerdedel af de solgte nye biler, men kunderne skal være tålmodige. En ventetid på ni til 12 måneder på en ny elbil er ikke usædvanlig,” siger Ashwin Amberkar, analytiker hos Canalys.

Læs også: 7 ud af 10 danskere vil købe hybrid- eller elbil som deres næste bil

Hvilke elbilmærker solgte bedst i 2021?

I Europa var Tesla Model 3 den bedst sælgende model i 2021, men det er dog Volkswagen Group, der som producent klarer sig bedst i Europa. Det skyldes et godt salg af Audi, Skoda og VW.

Globalt er det Tesla, der er størst med en andel af 14 procent af elbilsalget i 2021. Det skyldes blandt andet Model Y, der har overgået salget af Model 3 flere steder.

Den næststørste producent i 2021 var Volkswagen med en global markedsandel af elbilsalget på 12 procent. Siden 2020 har bilgruppen fordoblet sin markedsandel, men det er særligt VW, der sælger godt, med en andel af bilgruppens salg på 60 procent.

Den tredjestørste bilgruppe er SAIC, der består af SAIC, GM og Wuling. Den stod for 11 procent af salget i 2021. Den fjerdestørste er kinesiske BYD med 9 procent af salget. BYD voksede med hele 200 procent i 2021.

Stellantis havde 6 procent af salget, mens BMW Group havde 5 procent.

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi