Hyundai Motor Group satser stort på grøn fremtid
Hyundai Motor Goup, der tæller bilmærkerne Hyundai, Ioniq, Kia og Genesis, afholdt sit 2022 CEO Investor Day-forum, hvor bilkoncernen udlagde sin strategi frem til 2030. Den inkluderer blandt andet 17 nye elbiler.
De ambitiøse planer indeholder også en investering på over 500 milliarder kroner, der blandt andet skal gå til hardware- og softwareudvikling. Målet er at opnå en markedsandel på syv procent i slutningen af dette årti på elbilsmarkedet.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Hyundai Motor accelererer produktionen af elbiler
Hyundai Motor Group fremlagde sin ambitiøse plan med en række konkrete punkter til, hvilke mål de ønsker at opnå og hvordan.
- 1,87 millioner solgte elbiler om året inden 2030
- Indførelse af 17 nye elbilsmodeller inden 2030 – 11 for Hyundai og 6 for Genesis
- Udvikling af teknologier til næste generation af batterier og maksimering af lithiumbatteriernes effektivitet
- Indførelse af en integreret modulær arkitektur (IMA) i 2025
- Forpligtelse til at afsætte 10 milliarder dollar til at øge softwarekonkurrenceevnen på områder som tilslutningsmuligheder og autonom kørsel
- Opnå mindst 10 procent driftsoverskudsmargin på området for elbiler
17 nye Hyundai Motor-modeller
Den sydkoreanske bilfabrikant åbnede op for sine planer om lanceringen af kommende elbiler under mærkerne Hyundai og Genesis. Blandt de kommende elbiler er der blandt andet seks sedaner, seks SUV’er, én billigere model og én “ny type af model”. Salget af Ioniq 6 er sat til at begynde i år efterfulgt af Ioniq 7 i 2024.
Ny modulær platform
Integrated Modular Platform – eller IMA – er en af de måske største nyheder fra Hyundai Motor Group, der er planlagt til at være klar i 2025. IMA er en videreudvikling af platformen Electric Global Modular Platform (E-GMP), som modellerne Ioniq 5, Kia EV6 og Genesis GV60 er bygget på.
På nuværende tidspunkt bliver de nuværende elementer såsom batteri og motor bygget specifikt til at passe til det enkelte køretøj. Med IMA vil man kunne standardisere processen, da platformen kan tilpasse sig biltypen og dermed effektivisere produktionen af elbilerne. Man behøver eksempelvis kun lave én type batteri, der kan passe til flere forskellige slags biler.