McDonald’s-restauranter får 400 kW-lynladere

De fleste McDonald's-restauranter får inden udgangen af 2024 mindst to 400 kW-lynladere. Det er Norlys, der opfører Danmarks største 400 kW-lynladenet.

McDonald’s-restauranter får 400 kW-lynladere

I et samarbejde mellem energikoncernen Norlys og McDonald’s skal der opføres mindst to lynladere med en effekt på hele 400 kW ved de fleste McDonald’s-restauranter i Danmark.

Norlys og McDonald’s har ambitioner om at opføre mindst to ladestandere ved hver restaurant, hvor der er en parkeringsplads. Det er der ved mindst 75 af restauranterne, og da visse restauranter kan få mere end to ladestandere, vil det samlede antal af lynladere nærme sig 200. Hver ladestander består af to ladepunkter.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

På mindst 75 af disse 97 McDonald’s-restauranter vil der blive installeret mindst to 400 kW-lynladere. Foto: 24tech.dk

Danmarks største – og første – 400 kW-lynladenet

Alene antallet af nye lynladere er en stor nyhed. Nyheden bliver endnu større af, at der er tale om lynladere med en effekt på hele 400 kW. I skrivende stund er der ingen andre 400 kW-ladere i Danmark. Der er dog én 600 kW-ladestander i Silkeborg, mens den hollandske ladeoperatør Fastned har vundet Vejdirektoratets nylige udbud om at etablere ladeparker på tre rastepladser.

På disse er der krav om at installere mindst 300 kW-ladestandere, men Fastned opfører ligesom Norlys 400 kW ladestandere.

Med etableringen af næsten 200 ladestandere med en effekt på 400 kW bliver Norlys ejer af det største – og måske også første – lynladenetværk med så høj en effekt. Med en samlet effekt på 400 kW og to udtag per ladestander er der altså mulighed for at oplade med op til 200 kW, når to biler oplader samtidig. Det er højere effekt end de fleste elbiler understøtter i dag.

Fuld opladning af elbilen på et kort besøg

Ifølge McDonald’s bruger en gennemsnitlig gæst hos McDonald’s 23 minutter på et besøg, hvilket vil sige, at de fleste kan få ladet deres elbil op fra 10 til 80 procent under et besøg.

”Hos McDonald’s har vi en ambition om ”go big or go home”. Uanset om vi satser på kaffe, burgere eller ladestandere, ønsker vi at være førende og skabe gode øjeblikke for vores gæster. Med opførelsen af tæt på 200 lynladere kan vi gøre livet langt lettere for de mange elbilejere – også i de mindre befolkede områder, hvor der kan være langt mellem lynladerne,” siger Mads Friis, der er administrerende direktør hos McDonald’s i Danmark.

Også hos Norlys er der glæde over det nye samarbejde:

”McDonald’s har unikke placeringer tæt på de trafikale knudepunkter over hele Danmark. Vi ønsker at understøtte den grønne omstilling af transporten, og her er aftalen med McDonald’s et vigtigt skridt. Når vi i fællesskab etablerer det største 400kW-ladenetværk i Danmark, giver det den nationale ladeinfrastruktur et boost, der kan være med til at gøre en forskel både lokalt og på tværs af landet,” siger Mads Brøgger, der er direktør i Norlys’ energiforretning.

Norlys’ ladere er en del af et åbent ladenetværk, der er til rådighed for alle. Betaling foregår med et betalingskort. Prisen på opladning på Norlys’ lynladere ligger i skrivende stund på omkring 5-5,75 kroner per kWh. McDonald’s forventer, at alle lynladere er klar til brug inden udgangen af 2024.

Spritnyt isenkram fra alpitronic

400 kW-lynladere er endnu ikke opført i Danmark. Norlys kan derfor blive den første ladeoperatører til at opføre 400 kW-lynladere i Danmark.

Opladningen kommer til at ske gennem de helt nye HYC-400-lynladere (hypercharger) fra det italienske firma alpitronic. Det er samme firma, som leverer lynladere til blandt andet Clever, E.ON og Sperto (opkøbt af Norlys). Den nye lader blev præsenteret i maj.

Lynladeren kan levere op til 1.200 ampere per ladesystem, 500 ampere per ladestik (og er forberedt til 600 ampere boost) og har en effektivitet på 97,5 procent. Ladestanderen er fremtidssikret med understøttelse af alt mellem 150 til 1.000 volt strømsystemer. Den kan lade op til tre elbiler på én gang.

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi