Nu bliver der solgt flere elbiler end fossilbiler i Danmark
Der er godt gang i salget af elbiler. Faktisk så godt gang i det, at der i november 2023 er blevet solgt flere fuldelektriske elbiler (BEV), end der er blevet solgt benzin-, diesel- og hybridbiler (HEV og PHEV).
Der er nemlig blevet indregistreret 9.376 rene elbiler mod 9.323 fossile biler. Sådan lyder det fra den danske energisektors erhvervsorganisation Green Power Denmark.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
En fjerdedel af salget er import af næsten nye elbiler
Normalt, når salget af nye biler opgøres, kigges der kun på, hvor mange spritnye biler der er indregistreret – også kaldet nyregistreringer. Men sådan en opgørelse viser ikke det sande billede af, hvilke biler der kommer på markedet.
Der er nemlig et stort antal elbiler fra særligt Tyskland, men også andre europæiske lande, der importeres til Danmark og indregistreres efter kun at have kørt på vejene i udlandet i få måneder.
Ifølge Green Power Danmark bør disse tages med i regnestykket, da de er købt som stort set nye. I Tyskland får bilerne nemlig tilskud fra staten og kan frit sælges ud af landet efter 12 måneder. Det har en række danske bilforhandlere set fidusen i – og derfor sælges et stort antal af nye elbiler, der indregistreres i Danmark, som brugte, selv om de er stort set nye.
Mange nye elbilkøbere vælger dog at købe en stort set nyt elbil fra udlandet for at spare penge. Og disse bør også være med i statistikkerne om, hvor mange nye elbiler der kommer på de danske veje, lyder det fra Green Power Denmark.
”Hvis man skal have et retvisende billede af, hvor mange elbiler der bliver solgt i Danmark, bør man medtage det omfattende salg af udenlandske biler, som ofte kun har kørt på vejene i få måneder. Og når vi gør det, kan vi se, at over halvdelen af de solgte biler kører på el,” siger John Dyrby Paulsen, der er direktør i Dansk e-Mobilitet.
Som grafen ovenfor viser, er november 2023 første gang, at der er indregistreret flere elbiler, end der er indregistreret fossile biler. Det er vel at mærke, når man inkluderer importen af op til to år gamle biler.
Tallene kun for nyregistreringer i november er endnu ikke offentliggjort, men ventes at komme inden for få dage.