Nu kommer der lynladere til el-lastbiler i Danmark
Det er ikke kun den danske persontransport, der skal elektrificeres for at nå klimamålene om mindst 70 procent reduktion af drivhusgasserne sammenlignet med niveauet i 1990. Det er i allerhøjeste grad også godstransporten.
Ifølge Det Europæiske Miljøagentur kommer 71,7 procent af den europæiske transportudledning fra vejtransport – og den del bidrager tunge køretøjer og lette varevogne med over en tredjedel til.
For at kunne realisere den grønne omstilling på området for transport af gods på vejnettet er det afgørende, at infrastrukturen muliggør elektriske lastbiler. Derfor tager energiselskabet E.ON sagerne i egen hånd og etablerer de første offentlige ladere til el-lastbiler. Det sker i udgangen af 2023, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling
Kan på sigt lynlade el-lastbiler med hele 1.000 kW
Der er tale om tre ladestandere med en effekt på 400 kW – hver med to ladeudtag, så i praksis stilles der 200 kW til rådighed til hver lastbil, hvis alle seks ladeudtag anvendes på én gang. De kan dog senere hen skaleres op til en effekt på 1 mW (1.000 kW), når teknologien er klar.
Det bliver med al sandsynlighed også nødvendigt at anvende en så høj effekt i fremtiden for at holde ladetiden nede. Allerede nu kommer elektriske lastbiler fra blandt andet Scania, Mercedes-Benz og Volvo med enorme batterier med en kapacitet på 500-600 kWh. Det er 7-8 gange større kapacitet end i en typisk elbil.
De nye ladestanderne får plads ved Høje-Taastrup Transportcenter, som dagligt har besøg af mere end 5.000 lastbiler. Der er også planer om at udrulle lynhurtige ladere til elektriske lastbiler i Hirtshals, oplyser E.ON.
”Erhvervstransport på el halter efter den udvikling, vi har set de senere år for privatbiler. Som ladeoperatør vil vi gå forrest og lette adgangen til opladning – også for den tunge transport. Jo flere lademuligheder vi har strategisk placeret rundt om i landet, jo lettere bliver det at få lastbiler over på el. Vi vil investere i og skrue op for grøn omstilling af den tunge transport – både offentlige og privatejede ladestandere,” siger Anders Krag, der er Managing Director for ladenetværket E.ON Drive Infrastructure Denmark.
Det er ikke kun ren el, der skal gøre den tunge transport grøn. Især grøn brint er i spil som en teknologi, der får stor betydning den tunge transport. Det forudsætter dog, ligesom med rene el-lastbiler, at infrastrukturen kommer op at stå. I Danmark planlægges flere store PtX-anlæg, hvor der kan produceres netop brint, men også e-metanol og kerosen.