Salget af elbiler i Danmark er fordoblet på bare et år

Til trods for, at det foreløbige salg af nye biler er faldet i 2022, er antallet af nyregistrerede elbiler 1. maj 2022 dobbelt så højt som for blot et år siden.

Salget af elbiler i Danmark er fordoblet på bare et år

Der sker store forandringer i bilmarkedet i disse år – ikke kun fordi manglende komponenter som mikrochips og batterier giver lang leveringstid på mange biler, men også fordi danskerne begynder at vælge elbiler til fordel for benzin- og dieselbiler.

De Danske Bilimportører, som er brancheorganisation for bilimportører i Danmark, er klar med dugfriske tal over den seneste udvikling i det danske bilmarked. Den helt store nyhed er, at antallet af elbiler 1. maj er fordoblet på blot et år. Hvor der 1. maj 2021 kun kørte knap 37 000 elbiler på de danske veje, er dette tal nu mere end fordoblet til 80 000.

Udviklingen skyldes ifølge De Danske Bilimportører primært den delvise afgiftsfritagelse, og at der fortsat kommer nye bilmodeller på markedet.

“Danskernes bilkøb bliver stadig mere elektrisk. Vi forventer, at bestanden af elbiler over de kommende år vil stige markant, når leverancesituationen normaliseres, og bilproducenterne løbende lancerer nye bilmodeller i alle priskategorier,” siger Mads Rørvig, administrerende direktør hos De Danske Bilimportører.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

Fald i salget af personbiler i 2022

Fremgangen i antallet af elbiler sker i en periode, hvor der er en generel tilbagegang i salget af personbiler i Danmark. Det skyldes ikke, at danskerne ikke længere ønsker at købe bil, men at det ganske enkelt ikke er muligt for bilproducenterne at følge med efterspørgslen for tiden.

I april blev der eksempelvis kun registeret 11 015 personbiler, hvilket er 29 procent lavere end samme periode i 2021. Kigger man på de foreløbige tal for hele 2022, er tallet 24 procent lavere end samme periode i 2021.

”Forbrugerne er sultne efter ny biler, men der er stadig klumper i forsyningskæderne, så vores tal er for tiden et billede af udbuddet og ikke af efterspørgslen. Der er særligt ubalance vedrørende de grønne biler, hvor der er særlig stor forskel på udbud og efterspørgsel.” siger Mads Rørvig.

Tilbagegang i salget af plugin-hybridbiler

Kigger man på salget af plugin-hybridbiler i april, udgjorde det 17 procent af nyregistreringerne, mens de rene elbiler udgjorde 13 procent. Foreløbig i 2022 er der dog registreret flere elbiler end pluginhybridbiler, og denne udvikling ser ud til at fortsætte.

Efter salget af plugin-hybriderne slog rekord i 2021, har de oplevet stor tilbagegang siden årsskiftet. Det hænger sammen med nye afgiftsstigninger, der trådte i kraft 1. januar, hvilket fik mange til at købe en plugin-hybrid i 2021. I april 2022 er salget af plugin-hybridbilerne derfor 34,8 procent lavere end i april 2021, og foreløbig i 2022 er det samlede antal registrerede plugin-hybridbiler oppe på 7 396, mens det samme periode året forinden hed 10 352. Det er et fald på 28,6 procent.

De mest populære elbiler og plugin-hybridbiler i april 2022

De Danske Bilimportører har også offentliggjort lister over de mest populære elbiler og plugin-hybridbiler i april 2022.

Elbilmodel Antal nyregistrerede elbiler i april 2022
1. Polestar 2

210

2. Skoda Enyaq iV

154

3. Ford Mustang Mach-E

128

4. Kia Niro

93

5. Volvo XC40

85

6. Audi Q4

75

7. Fiat 500

67

8. Mercedes-Benz EQB

41

9. Volkswagen ID.3

41

10. Kia EV6

36

Plugin-hybridmodel Antal nyregistrerede plugin-hybridbiler i april 2022
1. Peugeot 3008

157

2. Ford Kuga

119

3. Mercedes-Benz C-Klasse

88

4. BMW 3’er

84

5. Renault Captur

77

6. MG EHS

75

7. Kia Niro

72

8. Toyota RAV4

72

9. BMW 5’er

69

10. Kia Ceed

69

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi