Selvkørende biler er enorme klimasyndere

De kraftige og særdeles strømslugende computere i selvkørende biler kan komme til at udgøre en seriøs trussel mod miljøet, viser ny forskning.

Selvkørende biler er enorme klimasyndere

Der er et enormt strømforbrug forbundet med at overgå til autonom kørsel hen over de næste årtier. Faktisk resulterer bilernes kraftige computere, der muliggør autonom kørsel, i et så højt strømforbrug, at selvkørende biler vil udlede flere drivhusgasser om året, end hele Argentina gør i dag.

Det opsigtsvækkende resultat er offentliggjort i tidsskriftet IEEE Micro af forskere fra Massachusetts Institute of Technology i USA.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

Udleder lige så mange drivhusgasser som alle datacentre

De fleste biler, der i en eller anden grad er selvkørende, er elbiler – og der er ganske vist store klimamæssige gevinster ved at køre i elbil frem for benzin- eller dieselbil.

Men selvkørende elbiler er ikke nogen mirakelløsning på klimakrisen, viser det sig. De avancerede og kraftige computere er nemlig nogle deciderede strømslugere i sådan en grad, at det vil kunne ses på fremtidens globale klimaregnskab.

I dag er der ifølge forskerne mere end 30 millioner biler, der kan kategoriseres som førerløse. Det tal ventes at vokse eksponentielt. Forskerne har derfor regnet på en model, der antager en bilpark med 1 milliard autonome biler, som hver kører en time om dagen med en computer, der bruger 840 watt. Det er samme effekt, som mange husholdningsapparater har.

Forskernes fremskrivning viser, at computerne i fremtidens selvkørende elbiler vil forårsage lige så massiv udledning som den nuværende udledning af hele verdens datacentre. Det svarer omtrent til 200 millioner ton CO₂ om året eller 0,3 procent af den globale udledning af drivhusgasser. Det er samme CO₂-aftryk, som kommer fra hele Argentina.

Læs også: Tesla kørte mand hjem, da han var for fuld til at køre bil

1,2 kWh strømforbrug vil holde udledningen nede

Forskerne fandt frem til, at i mere end 90 procent af de modellerede scenarier er det nødvendigt, at alle selvkørende bilers computere bruger mindre end 1,2 kilowatt-timer (kWh) strøm for at forhindre, at udledningen af drivhusgasser stiger.

“Hvis vi bare fastholder de sædvanlige tendenser inden for dekarbonisering og den nuværende hastighed for forbedring af hardwareeffektiviteten, ser det ikke ud til, at det vil være nok til at begrænse emissionerne fra computere i autonome køretøjer”, siger Soumya Sudhakar, der er kandidatstuderende i luftfartvidenskab og astronautik, og tilføjer:

“Men hvis vi kommer på forkant med den udvikling, kan vi designe mere effektive autonome køretøjer, der har et lavere CO₂-aftryk fra starten.”

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi