Spiriis ladeplatform balancerer elforbruget, når elnettet er overbelastet

Spiriis ladere til elbiler understøtter nu teknologien "demand response" og kan dermed justere elforbruget i forhold til belastningen af elnettet.

Spiriis ladeplatform balancerer elforbruget, når elnettet er overbelastet

Den danskudviklede softwareplatform Spirii, som står bag landets tredjestørste ladenetværk med en andel på 22 procent, er klar med en stor nyhed til gavn for det danske elnets forsyningssikkerhed.

Selskabet har introduceret understøttelse af en teknologi kaldet fleksibilitetsydelse eller ”demand response”. Teknologien går ud på at justere elforbruget fra Spiriis ladere fordelt over hele landet, når elnettet er belastet af højt forbrug, eller når produktionen af el ikke er høj nok til at matche efterspørgslen.

Spirii har indgået aftaler med operatørerne af elnettet om at stille sig til rådighed i specifikke tidsrum. Aftalen gør, at Spirii vil blive bedt om regulere elforbruget i en kort periode for at bidrage til at genoprette balancen, hvis der i en periode kommer ubalance i elnettet.

Selskabet lagde ud med at teste demand response, som egentlig er et velkendt energikoncept, i udvalgte lande. Testen forløb ifølge Spirii så godt, at det altså nu bliver en permanent integreret løsning i Spiriis ladeplatform.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

Undgår at elbiler overbelaster elnettet

Med teknologien kan ladeoperatører undgå, at den hastige udrulning af elbiler kommer til at skabe pludselige problemer for elnettet. Allerede nu er elnettet i Europa under hårdt pres, og det ventes kun at blive større i takt med den øgede udbredelse af elbiler.

Teknologien kan dog blive en vigtig ingrediens til at sikre en hurtig og problemfri udrulning af ladestandere til det stigende antal elbiler.

“Omstillingen til elektrisk transport er en stigende udfordring for elnet verden over. Men det er en udfordring, som kan løses med intelligent opladning. Vi tror på, at demand response kan blive en teknologisk landvinding af enorm samfundsmæssig betydning, fordi det er en løsning, der gør ladestanderne til en ressource for elnettet frem for en belastning. Og jo flere ladestandere, jo større muskel til at regulere energiforbruget,” sige Tore Harritshøj, der er CEO og co-founder.

Spiriis teknologi kan vise sig at være vigtig for hele ladebranchen, for antallet af nye ladeudtag til danske elbilister går hurtigt for tiden. Alene i august måned steg antallet af ladeudtag med 694, så det samlede antal nu er oppe på 14.328. Til sammenligning var der kun 7.300 ladeudtag i august 2022. Hvor der i august 2020 var 8,1 elbiler per offentligt ladepunkt, er der i august 2023 11,1 elbiler per offentligt ladepunkt.

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi