Startup forvandler slidte batterier til nye og bedre batterier

En amerikansk startup hævder at have knækket koden til, hvordan battericeller fra blandt andet elbiler kan forvandles til nye battericeller med endnu bedre levetid og højere kapacitet.

Startup forvandler slidte batterier til nye og bedre batterier

Et amerikansk startup har udviklet en patenteret metode til at genanvende gamle og slidte batterier på en bæredygtig og billig måde, så de bliver til endnu bedre nye batterier.

I hver eneste elbil sidder tusindvis af små battericeller. Bedre og mere bæredygtige genanvendelsesprocesser er dermed kærkomne, da op mod 230 millioner elkøretøjer vil køre på vejene i 2030, og det har det amerikanske firma Ascend Elements netop excelleret i.

Læs også: Elbiler – alt om teknologien, der skal sikre den grønne omstilling

Ascend Elements’ genanvendelsesmetode er simplere end tidligere. Foto: Ascend Elements

Fremstiller bæredygtige katoder af gamle batterier

Ascend Elements blev grundlagt i 2015 af Yan Wang, professor i maskinteknik ved Worcester Polytechnic Institute i Massachusetts, USA og Eric Gratz, som var postdoc-studerende. De begyndte i 2011 at undersøge nye måder at genanvende batterier på og har siden udviklet en genanvendelsesproces, hvor tusinder af kilo brugte lithium-ion-batterier fra elbiler og forbrugerelektronik makuleres og kommes igennem forskellige sigter. Batterierne ender som fint pulver, hvor urenheder filtreres fra.

Den patenterede Hydro-to-Cathode-proces tager omkring en uge fra start til slut og gendanner næsten 100 procent af alle metaller i battericellerne, herunder litium, nikkel, grafen, mangan og kobolt. Samtidig udledes der intet giftigt affald fra processen. Det gør, at fremstillingsprocessen udleder 93 procent mindre CO₂ til omkring den halve pris sammenlignet med når der skal udvindes nye metaller til batterier. Det fremgår af et nyt fagfællebedømt studie, som virksomheden for nylig offentliggjorde i tidsskriftet Joule.

Det, som virksomheden gør anderledes, er at justere blandingen af metaller ned til mindste atom, så der kan opnås et eksakt forhold mellem de forskellige metaller efter kundens ønske. Slutproduktet bliver batterikatoder, som bruges til produktion af nye battericeller. Derfor mener firmaet bag også, at der ikke kun er tale om genbrug, men såkaldt upcycling eller på dansk opbrug, hvor de genbrugte materialer ender ud i et nyt fremstillet produkt.

Længere levetid, højere kapacitet og hurtigere opladning

Ascend Elements hævder, at batterier fremstillet med firmaets katoder har en 50 procent længere livscyklus end batterier med traditionelle katoder. Ifølge Yan Wang kan man derfor forvente en levetid på 13-15 år i stedet for kun 10 år. Samtidig er batteriernes kapacitet 88 procent højere, lyder det.

Og som om det ikke er nok, påstår firmaet også, at batterierne kan oplades to til tre gange hurtigere end traditionelle batterier. Alle disse egenskaber kommer oven i den bæredygtige gevinst, der er ved at genbruge de gamle og slidte batterier.

Virksomhedens innovationer har båret frugt, for i juni 2021 indgik den et samarbejde med bilproducenten Honda om at levere katoder til firmaets elbilbatterier. Samtidig er en stor genbrugsfabrik i Nordamerika på vej takket være en kapitalindsprøjtning på knap 600 millioner kroner.

Læs også: Nyheder om elbiler og selvkørende teknologi