Test i gang: Ikke-Tesla-biler kan lade op med Supercharger

Tesla tester nu muligheden for at elbiler fra andre producenter kan benytte selskabets SuperChargere. Men det kan blive dyrere for kunder i andre bilmærker.

Test i gang: Ikke-Tesla-biler kan lade op med Supercharger

En af fordelene ved at eje en bil fra Tesla er, at man har adgang til selskabets Supercharger-netværk, så man kan oplade sin Tesla en lang række steder. Men hvad nu, hvis det ikke er en Tesla, man har?  Så kan det være lidt mere kringlet, men der er godt nyt, for Tesla har planer om at udvide sit Supercharger-program til også at dække elektriske biler fra andre producenter.

Vil overvåge overbelastning

Selskabet har annonceret, at de vil lancere et pilotprojekt i Holland, hvor de giver mulighed for, at elektriske biler fra andre producenter kan bruge Teslas Supercharger-netværk. Tesla-direktør Elon Musk afslørede tidligere på året, at selskabet havde planer om at udvide Supercharger-netværket til også at dække andre elektriske biler. Nu ser det altså ud til at ske.

“Med dette pilotprojekt er 10 stationer nu tilgængelige for hollandske ikke-Tesla EV-bilister via Tesla-appen (version 4.2.3 eller højere). Tesla-bilister kan fortsat bruge disse stationer, som de altid har gjort, og vi vil nøje overvåge hvert enkelt sted for overbelastning og lytte til kunderne om deres erfaringer,” forklarer Tesla i en skrivelse om det nye tiltag.

Kan blive dyrere for andre elbiler

Det er dog værd at notere, at priserne ifølge selskabets FAQ bliver anderledes for dem, der ikke kører i Tesla-biler. Her skriver selskabet:

“Prissætningen for ikke-Tesla-bilister afspejler de ekstra omkostninger, der er forbundet med opladning af en bred vifte af køretøjer og tilpasninger af vores anlæg for at imødekomme disse køretøjer.”

Tesla opfordrer brugerne til at bruge Tesla-appen for at se priserne for opladning, da de kan variere fra sted til sted.

Se også: Udfordringer ved elbiler

Vil ikke-Tesla-biler i Danmark også kunne bruge SuperCharger?

Muligheden for at andre elbiler end Teslas egne kan benytte Teslas SuperCharger starter som nævnt i Holland som en del af et pilotprojekt. Der er for indeværende ingen informationer om, hvornår selskabet eventuelt udvider til andre lande.

I dag har Telsa 12 SuperChargere placeret rundt om i Danmark, og 13 nye er planlagt at blive åbnet i løbet af fjerde kvartal 2021 og første og andet kvartal 2022.

Se også: Nyheder om elbiler