Dansk projekt vil uskadeliggøre tusindvis af giftstoffer
Et nyt dansk forskningsprojekt har taget hul på en proces, der er første skridt mod en verden uden miljøgifte. Projektet, der går under navnet CataForce, har modtaget 6,2 millioner i Sapere Aude-støtte fra Danmarks Frie Forskningsfond.
Forskere fra Aarhus Universitet arbejder på at udvikle en grundlæggende helt ny teknologi, der har til formål at fjerne de skadelige per- og polyflouralkylstoffer, PFAS. Disse stoffer er siden 1940’erne blevet benyttet i industrien til et utal af produkter, og som siden har ophobet sig i mennesker, dyr og miljø. Disse stoffer anvendes som slipmidler, overfladeaktive stoffer i emballage, maling, lak og fernis, klæbemidler, tæpper, imprægnering af tøj og galvano-tekniske produkter og til at sikre luftbobler i brandslukningsskum.
Produkt uden giftige stoffer
Den nye teknologi, som forskerne arbejder på at udvikle, tager udgangspunkt i udviklingen af et bæredygtigt biokulbaseret fotokatalytisk nanomateriale, der ved hjælp af energi fra solen kan fremskynde en kemisk nedbrydning af PFAS, som ellers ikke ville forekomme.
Målet er at udvikle et produkt med ugiftige flourider, CO2 og vand, og det fotokatalyserende materiale, der benyttes til nedbrydning, kan genbruges og vil efter dets levetid ende ud som intet andet end rent vand.
Adjunkt Zongsu Wei, ekspert i PFAS og leder af forskningsprojektet ved Institut for Bio- og Kemiteknologi ved Aarhus Universitet, forklarer, at PFAS er nogle af de værste miljøforurenende stoffer.
Evighedskemikalier
PFAS er nemlig både vand- og fedtskyende og desuden meget stabile molekyler. Det gør stofferne uhyre svært nedbrydelige, hvorfor de også går under navnet ’evighedskemikalier’.
Stofferne akkumuleres i mennesker, dyr og natur og er desværre yderst sundheds- og miljøskadelige. De er for eksempel kræftfremkaldende, kan forårsage ringere immunforsvar, øget risiko for abort, hormonforstyrrelser og fødselsdefekter.
Wei forklarer, at der er et akut behov for at udvikle nye teknologier, der på en bæredygtig, grøn måde kan nedbryde ellers svært nedbrydelige kemikalier.
”Desværre findes der ikke bæredygtige metoder til at nedbryde disse stoffer. Det vil vi ændre med dette projekt,” slår han fast.
Der findes i dag en række forskellige teknikker, der benyttes til at afhjælpe problemet med PFAS. Metoderne kræver dog enten meget energi, andre typer af kemikalier eller fjerner ikke PFAS helt – i stedet overføres det til en anden fase, for eksempel vand til fast stof.
Se også: Fremtidens teknologi vil ændre verden
Ambitionen er at fjerne alle menneskeskabte miljøgifte
Projektet skal midlertidigt ikke kun fjerne PFAS. Tanken er at udvikle en helt ny platformsteknologi, der kan sikre en verden uden miljøgifte. Der findes nemlig tusindvis af skadelige kemiske stoffer i omløb i miljøet, som blandt andet forurener drikkevandet for millioner af mennesker verden over og ophobes i fødekæden, advarer Wei.
”Den teknologi, vi foreslår med dette projekt med udviklingen af et biokulbaseret og genanvendeligt nanorørsmateriale, vil ligeledes kunne anvendes til at uskadeliggøre disse stoffer,” siger han.
Han lægger ikke skjul på, at ambitionerne med projektet er store:
”Vi ser hen mod en ny generation af vandbehandlingsteknologier, som for alvor kan bidrage med at rydde op efter alle de menneskeskabte miljøgifte, der er udledt til miljøet gennem alt for mange år”.
Se også: Nyheder om future tech