Elon Musk viser den humanoide robot Optimus frem
Tesla Bot, også kaldet Optimus, blev første gang præsenteret for offentligheden i august 2021. Nu, mere end et år senere, gik Elon Musk atter på scenen ved dette års Tesla AI Day, som blev indledt med præsentationen af den nyeste udgave af den såkaldte humanoid.
Først løftede Musk sløret for en prototype, der selv var i stand til at gå. Her så man den blandt andet vinke til publikum og gå rundt. Det var angiveligt første gang, at denne prototype selv fik lov til at gå rundt uden en tøjre til at gribe den, hvis uheldet skulle ske, at den mistede balancen.
Kort efter kom en anden prototype på Optimus på scenen. Der var tale om en udgave, som er tættere på at komme i produktion, og som har sit færdige design. Den var dog ikke i stand til at gå, og derfor lavede den kun simple fagter og bevægelser på scenen.
Fyldt med teknologi fra Teslas elbiler
I en række videoklip viste Tesla dog, hvad robotten er i stand til. Den er bygget med en lang række Tesla-komponenter såsom samme Tesla SoC og er ikke mindst drevet af samme Tesla Autopilot-software som Teslas elbiler.
Robotten har indbygget Wi-Fi og LTE, og så gemmer der sig et 2,3 kWh batteri i dens krop. Den har 28 styremotorer til at sikre robottens bevægelighed, og dens hænder kan bevæge sig 11 grader. Alle fingre kan bevæge sig uafhængigt af hinanden.
Tesla Optimus er derfor i stand til at gå rundt selv og kan navigere rundt om forhindringer takket være samme algoritmer, som Tesla bruger til Autopilot i sine biler. Den kan håndtere værktøj og redskaber, og man ser i et videoklip, hvordan den kan gribe fat i en vandkande og vande planter.
Læs også: Fremtidens teknologi vil ændre vores liv – her er alle de nye teknologier under udvikling
Vil presse prisen i bund og starte masseproduktion
Der, hvor Tesla Optimus adskiller sig fra andre bud på en humanoid, er ifølge Musk, at Optimus er lavet med henblik på at blive masseproduceret – ja, endda i flere millioner eksemplarer.
Musk har tidligere meldt ud, at produktionen af robotten kan gå i gang så tidligt som i løbet af næste år. Planen om at producere robotten i stor skala vil ifølge Musk gøre det muligt at sælge den til en pris i omegnen af 20.000 dollar – direkte omsat til 150.000 kroner.
Spørger man Musk selv, er robottens potentiale – ikke overraskende – enormt.
”Det vil være en grundlæggende forandring for civilisationen, som vi kender den,” lød det fra Elon Musk, hvis ord man dog skal tage med et gran salt. Det er ofte set, at flere af Musks visioner ikke ender med at blive ført ud i livet. Det gælder blandt andet planen om, at alle Superchargere skulle drives af solceller, batteriskift i Teslaer ligesom i NIOs elbiler og et robotstyret ladekabel til opladning af Teslaer.
Læs også: Nyheder om fremtidens teknologi